Tidligere Herlev-træner bliver svensk para-landstræner

Den vældigt sympatiske svensker Erik Vikström, der i en alder af blot 27 år trænede Herlevs hold i den danske liga tilbage i 2008/09 som afløser for den fyrede Johan Marklund, har fået et nyt og ganske prestigefyldt job.

Erik Vikström, der oprindelig kommer fra Umeå i Nordsverige, skal være træner for det svenske paralandshold – der spiller sledgehockey – og skal forsøge at føre holdet frem til Vinter-OL i Sydkorea i 2018.

Vikström har rundet 36 år, og han glæder sig til opgaven.

– Jeg er en træner, som er enormt engageret og altid går hundrede procent ind i opgaven. Det kortsigtede mål er paralympics 2018, mens det langsigtede mål er at komme på linje med de store nationer, siger han.

Erik Vikström er kendt af mange i dansk ishockey, eftersom han også har været cheftræner for ungdommen i både Vojens og Esbjerg, og efter han forlod Danmark har han haft vældig succes som træner i den svenske Division II, hvor han i fjor var meget, meget tæt på at føre Mjölby Hockey op i den tredjebedste række, Division I.