Semjonovs fyret efter tre kampe som træner

Lettiske Alexandrs Semjonovs er en legende i hjemlandet, hvor han i adskillige sæsoner var en ledende skikkelse på det elskede landshold. Samtidig var han rundt i udenlandske ligaer for at pleje klubkarrieren, og i Danmark viste han sine gode år noget af det fineste, tekniske spil, vi har set i dansk ishockey.

Han sluttede sin karriere i IFK Arboga i svensk Division I-hockey i 2011, og i 2012/13-sæsonen var han hovedtræner for U20-holdet i den nordlige svenske klub Asplöven, der ligger helt oppe i Haparanda ved den finske grænse.

Det var også her, han skulle begynde en karriere som seniortræner i en alder af 45 år, men allerede efter tre kampe i denne sæson er det gået galt.

Der skulle efter sigende have været alvorlig knas på linjen mellem træneren og truppen i Asplöven, og det har fået klubbens sportschef Urban Lahti til at fyre Semjonovs som træner efter blot tre kampe, der i alt har givet to point.

Sportschefen tager selv over efter den rekordtidlige fyring, som samtidig blev sæsonens første i svensk ishockey. Manglende tålmodighed eller rettidig omhu? Det vil tiden vise, som sæsonen skrider frem.

Semjonovs skal i hvert fald ud på jobbørsen igen for at genoptage en karriere, der ikke fik en frygtelig god start.