Thomas Spelling ude i “et par kampe”

Der gik et gys gennem hjemmeholdets fans i SE Arena, da Thomas Spelling måtte udgå efter at have ligget stille på isen i længere tid end godt var i hjemmekampen mod Gentofte for nylig, hvor han tog imod en for voldsom tackling af Victor Reese. En tackling, der blev takseret til fem minutters straf til Gentofte-spilleren.

SønderjyskE har været ramt af skader, og Thomas Spelling er nu også ude af fredagens lokalderby mellem Esbjerg og sønderjyderne, skriver Der Nordschleswiger.

– Desværre er det en lille smule slemmere, end vi havde håbet på. Det er ikke hovedet, men Spelling må sidde ude i et par kampe på grund af en skade i overkroppen, siger SønderjyskE-træner Dan Ceman. 

– Det er ikke til at sige, om han skal sidde ude i en uge eller to, men vi vil ikke tage nogen risiko før landskampspausen, tilføjer SønderjyskE-træneren.