Thinnesen: Tacklinger stressede Herning

Foto: Jan Korsgaard

Odenses Mathias Thinnesen så visse lighedspunkter mellem kamp et og to i den tætte serie mellem Odense og Herning, hvor fynboerne kom tilbage og vandt 3-0 – og dermed bragte serien på 1-1.

– Søndag kom Herning foran 2-1 og derefter lukkede de bare. Det samme gjorde vi i dag (søndag), da vi kom foran 2-0. Vi gav dem faktisk ingenting. Vi har talt om, at vi skulle mere fysisk, og det gjorde vi. Vi tacklede konstant på dem, og det stressede dem. Der var god strøm på holdet i dag (søndag), og det var dejligt at se, sagde Mathias Thinnesen efter kampen.

Det var vel også mentalt vigtigt for jer endelig at få en sejr i slutspillet efter fire nederlag mod Esbjerg i fjor og det første mod Herning i år?

– Njaa. Jeg tror lige, Gratts (Brad Gratton) nævnte, men det er ikke noget, jeg bruger tid. Fortid er fortid, men det var rart at få en sejr og 3-0 sender et statement, synes jeg, sagde Mathias Thinnesen.

Hvad tænker du om den kommende kamp i Herning?

– Vi skal bare fortsætte, men det er slutspil, og Herning går selvfølgelig også hjem og læser på lektien. Så begge hold kommer nok til at se hinanden an i første periode og så tage denfra.

Men I virkede langt mest målfarlige i kamp to?

– Det har vi været hele sæsonen. Målene skal nok komme, det ved vi. Vi skyder ikke så meget, men vi skyder effektivt.

Og jeres boxplay overlevede masser af undertal i første periode?

– Vi fik mange udvisninger, ja. Dommerne gjorde det generelt godt, men et par af udvisningerne i første periode var lidt tynde. Men dommerne skal ind i slutspilsrytmen ligesom os. Og vigtigt, at vi fik justeret vores boxplay, for de gange vi har tabt til Herning i grundserien, har det været på deres powerplays, sagde Thinnesen.