Testkamp: Leksand tog grum revanche mod Sheffield

Foto: Jan Korsgaard

En af de mere interessante styrkeprøver – i form af testkampe – ude i Europa i weekenden var dobbeltmødet mellem Sheffield Steelers og Jens Nielsens (assisterende træner) Leksand Stars. For hvordan står et tophold fra den hastigt voksende EIHL sig egentlig mod et formodet tophold fra Allsvenskan?

Lørdag faktisk ret godt. Sheffield vandt nemlig det første møde med 3-2 efter en kontroversiel kamp, hvor Leksand-staben var noget tosset over, at målene i Sheffield ikke stod fast. Det betød adskillige afbrydelser i form af “målet flyttet”, og det var svenskerne – forståeligt nok – trætte af.

Evan McGrath, der i sidste sæson spillede for Kassel i DEL2, blev matchvinder for Sheffield og leverede en aften med tre point på kontoen.

Til gengæld forblev han mål- og pointløs i går, da Leksand tog gruelig revanche med en sejr på hele 7-0. 

Der var ingen pardon fra et stærkt svensk mandskab, som kørte hjemmeholdet totalt over. 

Samtlige Leksands mål blev scoret af nye spillere med Ben O’Connor i centrum. Den britiske landsholdsspiller kommer fra Sheffield, hvor han har spillet de seneste fire sæsoner, og skulle oprindeligt have været den første britiske KHL-spiller i historien. Men en ny ledelse i Astana valgte af opløse hans kontrakt allerede før sæsonen og O’Connor endte i stedet i Leksand.

Han scorede to mål mod sin gamle klub i 7-0-sejren og blev dermed dagens mand i skysovs i Sheffield Arena.

Her højdepunkterne fra lørdagens jævnbyrdige omgang mellem de to mandskaber.