Tekst og Video: 150 tilskuere til Frederikshavns første træning

Mandag eftermiddag var det Frederikshavn White Hawks tur til at gå på is for første gang i sæsonen, da 23 spillere blev pisket igennem i halvanden time.

Omkring 150 fans leverede en fornem ramme til Mario Simionis første træning med sin nye klub, hvor interessen for ishockey sjældent har været større i Vendsyssel.

Det stort anlagte pressemøde tidligere på året, hvor Simioni blev præsenteret, har fået høgenes fans til for alvor at tro på guldmedaljer. Noget klubben efterhånden har sukket efter i 16 år.

Det er en spændende trup høgene har fået sammensat til den kommende sæson, og direktør Henrik Andersen fortalte, at der ikke kommer flere spillere til før sæsonstarten.

Man vil gerne spille med de unge spillere og give dem masser af spilletid, så det bliver rigtig spændende med det projekt White Hawks har gang i. Der er ny dansk målmand i Thomas Lillie, der skal afløse George Sørensen, og så er der handlet godt ind i Herning, hvor Kristoffer Lauridsen, Joachim Linnet og Steffen Frank er hentet.

På udlændingekontoen er de to betonklodser i defensiven, Dave Liffiton og Bretton Stamler hentet ind. De to herrer bliver meget spændende at følge i Metal Ligaen. Den unge Jens Henrik Tönjum er hentet ind på en korttidskontrakt på tre måneder, og skal ind og bevise sit værd fra starten.

Der er gensyn med Colin Vock og Marcus Olsson i den hvide trøje, hvor sidstnævnte fik sidste sæsons slutspil ødelagt af en alvorlig skade. Svenskeren er helt klar igen, og ligner en oplagt afløser for Mads Bech som kaptajn for høgene.

Næste onsdag spiller White Hawks sæsonens første træningskamp når Aalborg Pirates gæster Scanel Hockey Arena.

Et par interviews fra Whitehawks.dk i anledning af første træning: