Teemu Seppänen vender hjem til Finland

Foto Ian Nielsen

Efter fire sæsoner i dansk ishockey og almindelig anerkendelse som en af Metal Ligaens absolut bedste målmænd er Teemu Seppänen nu tilbage i Finland.

Her skal den lille målmand, der afsluttede karrierens danske del i Odense, spille for klubben Hokki, der spiller i Mestis, som er Finlands næstbedste række. Teemu Seppänen spillede for samme klub, før han rykkede til udlandet og drog til Kasakhstan, før Karsten Arvidsen fandt ham og førte ham til Gentofte.

Her fik Seppänen straks en rolle som ankermand på et Gentofte-hold, der blev stærkere og stærkere og kulminerede med sølvet i 2017, hvor den lille finske målmand sammen med Virtala-brødrene dannede et trekløver, der bliver husket mange år fremad i Gentofte. 

Det var finsk sisu af meget høj klasse, der drev Stars frem til en sensationel finaleplads, hvor Esbjerg blev stopklods. 

I samme sæson blev Teemu Seppänen All Star-spiller i Metal Ligaen og helt frem til afslutningen i Odense blev han ved at stå brillant. Han bliver en af de imports, der bliver husket.