Systemproblemer og vild billetforespørgsel i Aalborg

- Foto: Bluelinemedia.dk

Aalborg Pirates kunne have solgt 10.000 billetter til finalekampen i morgen, siger direktør Thomas Bjuring.

Feberen er total, forespørgslen er kraftig og i Aalborg beretter Bjuring om to millioner hits på hjemmesiden for billetsalg. Der har været kæmpe tryk på systemet med andre ord. 

– Vores IT leverandør har været udfordret, og der har været en fejl i systemet. Det er selvfølgelig ikke noget, de gør med vilje, og sådanne fejl sker engang imellem. Det er super ærgerligt, men alle, der har været ramt af den her fejl, får selvfølgelig pengene tilbage, og hvis ikke det er sket, så sker det meget snart, siger Thomas Bjuring til Nordjyske.

Dermed kan der ikke herske tvivl om, at tirsdagens kamp i det nordjyske bliver udsolgt, og at der bliver hedt omkring Cool East Arena i timerne omkring 18:00.

Der er tidlig kampstart i Aalborg i morgen, og dermed måske ikke så voldsom øltørst som fredag, hvor nordjyderne ganske enkelt tømte depoterne. 

Billetsalget til tirsdagens kamp blev sat i gang søndag aften.