Sverige: Mads Larsen fik klø i første “udlejningskamp”

Mads Larsen er stille og roligt ved at komme i gang efter sin skade, der har holdt ham udenfor hos Allsvenskan-klubben IK Pantern siden sæsonstart.

Herningenseren, der senest har spillet for Frederikshavn i Danmark, er udlejet i to kampe til Halmstad for at få spilletid.

Det er i Division I, og Larsens første kamp var lokalopgøret mod Troja/Ljungby, der jager en oprykning til Allsvenskan. Troja/Ljungby, der for et par år siden sendte en hel håndfuld spilllere til Metal Ligaen og generelt har haft gode forbindelser til dansk ishockey, viste ingen nåde og vandt kampen sikkert med 6-1.

Gæsterne trak fra i anden periode med fire mål, og de mange tilrejsende fans kunne juble over en favoritsejr.

Mads Larsen får en ny chance for at komme i kamp, når Halmstad i morgen rejser til Nybro for at møde Vikings.