Svenske Division I-besøg i Rødovre og Gentofte

Rødovre tager i dag imod det hårdtsatsende svenske Division I-hold fra Kristianstad, der tidligere har haft Jannik Karvinen på holdet og regnes som en af favoritterne til oprykning til Allsvenskan i den kommende sæson.

I hvert fald har sitet Hockeysverige.se for nylig nærmest betegnet det som en skuffelse, hvis ikke sydsvenskerne spiller med om oprykning. Største navn er den tidligere SHL-målmand Joel Gistedt, der har en fortid i både Frölunda og Leksand og i de seneste sæsoner har været fast mand hos BIK Karlskoga i Allsvenskan.

Så Rødovre – med tunge ben efter gårsdagens slag mod Herlev – skal nok få noget at se til.

Mighty Bulls igen uden den skadede Kevin Montgomery, der som bekendt er ude på ubestemt tid,

Gentofte Stars møder det altid seriøse mandskab fra Tyringe – en by, der tidligere har været destination for mange håbefulde unge danske hockeyspillere, der har villet forbedre sig i løbet af sommeren.

Tyringe er et hold uden mange navnkundige spillere og vel næppe så brandvarmt som Kristianstad IK, der kommer til Rødovre, men svenske hold fra Division I er altid velskolede og stærke i styrespil og taktisk.

Der skal nok blive noget at arbejde med for Gentoftes dansk-finske hær.