Svensk SHL-spiller dømt ved civilretten for overfald i kamp

En ganske historisk og meget omdiskuteret dom er i dag blevet afsagt ved tingsretten i Malmö. Det er nemlig første gang nogensinde en ishockeyspiller på højeste plan har fået en dom for en hændelse begået på ishockeybanen.

Det skriver Aftonbladet, og det diskuteres nu voldsomt blandt svenske ishockeyfolk, hvilke konsekvenser, en civil dom vil have for ishockeyen og sport generelt.

Hændelsen er to år gammel og ses nedenfor.

Det var under en kamp mellem Malmö og Rögle, at Jacob Lilja hamrede sin stav i nakken på modstanderen Jens Olsson et stykke væk fra spillet.

Det var en så voldsom hændelse, at kammeranklageren valgte at tage sagen op ved civilretten. Lilja fik matchstraf i ishockeykampen for den meget ufine svinestreg – det kan vi vel sagtens kalde den – og nu har han fået en betinget dom og 40 dagsbøder på 650 kroner, totalt 24.000 svenske kroner.

– Lilja vidste, at slaget ville tilføje Jens Olsson smerte. Tingsretten finder dermed at Jakob Lilja har været vidende – både omkring det slag, han ville udføre og den smerte, det ville påføre Jens Olsson.

Lilja skal ligeledes betale omkostningerne til forsvareren på knap 50.000 svenske kroner, og det forventes, at han vil appellere dommen, der ifølge sagens afgørelse ved tingsretten stod så langt væk fra ishockeyens regelsæt, at den også skulle følges op civilt.

– En ishockeyspiller anses generelt for at give sit samtykke til under spillet at blive udsat for fysiske angreb, som er indenfor ishockeyens regler, for eksempel hårde, regelrette tacklinger.

– Den aktuelle gerning har indebåret, at den tiltalte spiller – bagfra og i når pucken ikke var i nærheden – med anvendelse af begge hænder har uddelt et kraftigt slag med staven mod den anden spillers ubeskyttede nakkeparti.

– En sådan gerning er ikke indenfor det generelle samtykke til fysiske angreb og spilleren er derfor skyldig i mishandling, siger chefsrådmannen Lennart Strinäs i en pressemeddelelse.