Svensk lejesvend fik debut for Hvidovre i aften

Aalborg Pirates VS Hvidovre Fighters ( 2-4 ) 12- 12 - 2017

Hvidovre Fighters har lejet den svenske center Oliver Olsson hos Malmø Redhawks i fem kampe. Oliver Olsson trænede med holdet for første gang mandag og kunne for alvor lære sine holdkammerater at kende på den lange bustur fra Hvidovre til Frederikshavn, hvor han fik sin debut tirsdag aften.

I et tæt Metal Liga-program er det en glimrende aftale for både Hvidovre Fighters og Oliver Olsson; sidstnævnte får en masse istid på højt niveau, mens Fighters styrkes af en spiller med et fremragende CV, skriver klubben i en pressemeddelelse. 

Til trods for sine blot 19 år, står Skåne-knægten noteret for otte kampe i den bedste svenske række, SHL, han har spillet en enkelt kamp i Champions Hockey League, begge dele for Malmø Redhawks, og så har han repræsenteret samtlige svenske ungdomslandshold.

Erhvervelsen betyder et farvel til målmand Jacob Bjartmarsson, der trods kort tid hos Fighters udfyldte sin rolle til perfektion, toppet med en stærk indsats i sejren over Rødovre på hjemmebane for halvanden uge siden.

– Vi takker Jacob for at have udført et bundsolidt job hos os. Det har vi sat stor pris på. Havde han været dansk statsborger, er der ingen tvivl om, vi havde fortsat samarbejdet. Med målmand Niklas Lundström tilbage fra sin skade, har vi dog vurderet, at holdet lige nu står stærkest med tilførslen af Oliver Olsson, udtaler Jesper Kristoffersen fra Hvidovre Fighters.

Oliver Olsson fik debut i Frederikshavn her til aften og spiller samlet set fem kampe, før han vender tilbage til Malmø. Den sidste kamp bliver dermed den 2. januar 2018 mod Gentofte.