
I en kamp mellem jul og nytår mellem Leksand og Almtuna ramlede den 30-årige Leksand-spiller Tobias Forsberg ind i banden med hovedet forrest og måtte bæres ud. Det så mere end alvorligt ud, og det kom hurtigt frem, at Forsberg var slemt skadet.
Hvor slemt, vidste kun de nærmeste, men de forsigtige meldinger fra Leksand tydede på, at det var en hård skæbne, der havde ramt Forsberg. Han blev æret, støttet og hyldet rundt omkring i det svenske arenaer, og i går kom så den nedslående melding på Forsbergs Instagram-konto.
Leksand-spilleren er lammet fra nakken og ned og kommer til at tilbringe resten af sit liv i kørestol. Næsten ikke til at bære med en sådan skæbne, der også er blevet taget imod med tårer rundt omkring i ishockey-Sverige, hvor Forsberg var kendt som en gudsbenådet fighter.
I Leksand er man naturligvis hårdt ramt af den frygtelige skæbne og starter en stiftelse i Forsbergs navn. Der er også tale om, at hans trøje med nummer 19 skal trækkes tilbage. Herunder Forsbergs eget opslag på Instagram: