Svensk angriber til SønderjyskE

26. Dezember 2014: Dresden, Eishockey 2. Bundesliga (DEL2): Dresdner Eisloewen - Lausitzer Fuechse: Weisswassers Jonas Johansson.

SønderjyskE skriver en korttidskontrakt, foreløbig til årsskiftet, med den 31-årige svenske wing, Jonas Johansson, der kommer fra en kontrakt i norske Stavanger Oilers. Det er skader hos Søren Dau og Henrik Nielsen, der har sendt sønderjyderne på markedet. I forvejen er Anders Overmark, Anders Førster og formentlig også Tyler Gotto på skadeslisten.

– Med udsigten til at vi også må undvære Martin Eskildsen i forbindelse med U20 VM, er det helt nødvendigt at hente en forstærkning. Da Jonas Johansson blev tilgængelig, var det en perfekt mulighed for at tilføre en meget dygtig spiller som erstatning for de skadede spillere. Han er en teknisk, dygtig skøjteløber, som også kender den direkte vej til målet. Her er han en hurtig afslutter, og har i øvrigt et fremragende skud, siger SønderjyskE-træner Dan Ceman om sit nyeste indkøb.

For kort tid siden blev Stavanger Oilers og Johansson enige om at skilles, for hverken svenskeren eller klubben var tilfreds med samarbejdet.

Jonas Johansson har spillet en enkelt NHL-kamp for Washington Capitals tilbage i 2005/06-sæsonen, og har gennem karrieren spillet i adskillige ligaer rundt omkring i ishockeyverdenen og er opfostret i HV71. Han har spillet både i SHL, GET-Ligaen i Norge, AHL og Serie A i Italien.

– Det stemmer, at jeg er løst fra kontrakten. Det er selvsagt trist, at det ikke gik bedre end i Stavanger, men sådan som situationen blev, er det her den bedste løsning for begge parter, sagde han til Rogalands Avis for få dage siden, da kontrakten mellem parterne blev brudt.

I fjor spillede Jonas Johansson i DEL2 for Lausitzer Füchse, hvor han lavede 58 point i 47 kampe. I Stavanger har han stået for 10 point i 21 kampe i Norges suverænt bedste klub.

– Det er vanskeligt at sige, hvorfor jeg ikke lykkedes i Oilers, men jeg ønsker fortsat at spille hockey. Derfor har jeg valgt at forlade klubben, selv om jeg ikke har nogen ny kontrakt klar. Det er min agent, som tager sig af det. Jeg tager hjem til Jönköping og så håber jeg at komme tilbage på banen så hurtigt som muligt, sagde han.

Det bliver altså foreløbig i SE Arena, hvor Johansson forventes at debutere allerede i morgen, når sønderjyderne møder Herning – hvis papirarbejdet går i orden.