Suveræne Bulldogs vandt Metal Cup-finalen

Foto: Jan Korsgaard

For fjerde gang i klubbens historie snuppede Odense Bulldogs pokalturneringen i dansk ishockey – i denne sæson Metal Cup. Det gjorde fynboerne via en skarp, disciplineret indsats, større offervilje end modstanderen i den afgørende startfase – og så den farlighed, som White Hawks-spillerne ikke besad i eftermiddag på hjemmebanen i Scanel Hockey Arena.

4-0-blev de overbevisende cifre i fynsk favør mod et hjemmehold, som aldrig fandt sig selv på denne eftermiddag i Vendsyssel.

Der var ellers dækket op til festforestilling i Frederikshavn med blå, hvide og røde balloner, tifoer og Thunderstruck i højttalerne, men allerede tidligt i kampen, gjorde gæsterne alt for at spolere hjemmeholdets vej mod triumfen.

I en tough og tæt indledning virkede fynboerne tungest og mest tændt. Tacklingerne sad hårdt, og der syntes at være ekstra procent i den fynske vilje i nærkampene. På blot et minut og 13 sekunder slog fynboerne til med et dobbeltslag.

Først var det Mitchell-kæden, der satte tryk på og pressede White Hawks i bund, og med et skarpt drej og en fremragende pasning ind foran, fandt Dale Mitchell backen Joakim Nettelbladt, der stødte den i kassen til fynsk 1-0-føring.

Kort efter viste Bulldogs fantastisk kontraspil, hvor Henry Hardarson, Sean Wiles og Ryan McDonough kombinerede sig igennem til en stensikker 2-0-scoring. Det endte med, at McDonough stødte pucken ind i et tomt mål bag George Sørensen. Der var spillet 6:45 minutter.

Colin Vock havde en kæmpechance for at reducere efter 10 minutter, men tættere på scoring kom hjemmeholdet ikke i en bleg første periode af White Hawks.

Fuldt fortjent 2-0-føring til Odense, der også overlevede to gange undertal. 2504 tilskuere var på plads i Scanel Hockey Arena.

Bulldogs bakkede hjemad i anden periode – eller var det White Hawks, der fik lagt et lidt tungere pres på gæsterne?

I hvert fald dominerede hjemmeholdet i både spilandele og på skudstatistikken, men alligevel var det som om, Odense-mandskabet havde godt fat i egen zone. Galansky fortsatte sit sikre spil og gav knapt returer.

Adam Miller havde to gode muligheder – størst da han fik en lækker puck serveret af Colin Vock. Adam Millers forsøg blev lige nøjagtig snuppet af Galansky på nærmeste stolpe.

Bulldogs sled og slæbte igen i to fremragende boxplays i anden periode og fik egentlig bare tiden til at gå. Lige før pausen havde Dale Mitchell mulighed for at nette i to omgange. Men stadig 2-0 Bulldogs efter 40 minutters spil.

“Fuck their gold party” havde coach Gratton skrevet på tavlen i Odenses omklædningsrum, og da Robin Bergman i begyndelsen af tredje periode brændte en gigachance i endnu en nordjysk powerplaysituation, så det ud til, at fynboernes mission var ved at lykkedes.

Gennemgående humpede frederikshavnerne gennem de seks powerplaymuligheder, hjemmeholdet havde, inden Odense fik sin første to minutters-udvisning efter 56 minutter.

11 minutter før tid lukkede og slukkede Odense reelt kampen med 3-0-målet. Ryan McDonough kom til skud, Sørensen gav returen ud til Mathias Thinnesen, som vendte sig og hamrede skiven i kassen.

Da Odense endelig fik mulighed i powerplay slog Sean Wiles til og scorede Bulldogs’ fjerde mål. Gæsternes fans smed trøjerne og gik i eufori og nedtælling og stave og handsker røg til himmels fra fynboernes boks.

Det var Brad Grattons første titel som træner i dansk ishockey, og den sejr kunne der ikke pilles ved. 13-0 over Aalborg fredag og klubrekord, 4-0 søndag og Metal Cup-sejr. Det har været en af de bedste weekender nogensinde i fynsk ishockeyhistorie.