Suveræn Kunes og storsejr til White Hawks

Frederikshavn White Hawks-Odense Bulldogs 6-2 (4-0,2-1,0-1) (Af Michael Eriksson Kristensen) Godt 10 minutter skulle Frederikshavn bruge for at ordne Odense i aftenens topopgør i Metal Ligaen. 10 minutter og fire mål efter drømmeishockey af vendelboerne, der fik fynboerne til at ligne statister i den Frederikshavnske tv-serie NORSKOV.

Det var med én mand i en ekstraordinær hovedrolle i aftenens kamp. Hjemmeholdets amerikanske back Tim Kunes spillede en stor kamp for høgene, og med fire assister kunne der ikke peges fingre af hans indsats.

Kunes er måske den mest ”usynlige” back i dansk ishockey, men han er hammer vigtig for Frederikshavn både offensivt og defensivt.

Sig Miller, Vock og Bau, og man ved, der allerede sker noget. Det gjorde der også efter fire minutter, da Miller på en friløber scorede sikkert mod Galansky. Dette skete endda i undertal for hjemmeholdet.

Vock ville ikke stå tilbage, så han var sidste mand på pucken da det blev 2-0 til Frederikshavn. Igen med assist fra Bau og Kunes. Desværre for hjemmeholdet måtte Bau kort efter udgå med en skade, da han fik en skøjte på låret og blev syet med adskillige sting. Hvornår den langlemmede københavner-knægt igen er at finde på isen er derfor usikkert.

Det bragte dog ikke skår i glæden hos hjemmeholdet der fortsatte ufortrødent, og bombardementet mod Odense keeperen var ekstremt. Det blev 3-0 ved Marcus Olsson, der overraskende var med igen efter en skadespause.

Ingen havde set den komme at svenskeren allerede var spilleklar i aften, men til gengæld måtte svenskerens landsmand Niclas Edman igen stå over, efter han ellers var med i sidste weekends pokalkampe og tv-kampen i mandags i Vojens.

Det blev også 4-0 til hjemmeholdet inden Brad Gratton tog en time-out. Christian Kristiansen fik endelig held med at få scoret, efter han tidligere i perioden havde ramt overliggeren.

Odense var rystet og kunne ikke få tingene til at køre. Det blev dog langsomt bedre i anden periode, med to stolpeskud blandt andet. Fynboerne havde også mange forgæves forsøg der ramte ved siden af mål, og når de endelig til de helt store chancer, så tog George Sørensen godt fra. Ikke meget man så til topscorer Mitchell i aftenens opgør.

Det blev 5-0 og 6-0 midtvejs i anden periode, da først Jacob Dahlström, og derefter kaptajn Mads Bech scorede, hvilket fik en forbløffet tilskuer til at udbryde. ”Det er løgn – det passer ikke” for at efterligne Flemming Toft tilbage i 1992, da Kim Vilfort scorede til 2-0 i EM finalen mod Tyskland.

Forbløffet var de 1533 tilskuere på den måde, at det var et hjemmehold, der udspillede gæsterne i store dele af den første halvdel af kampen. Man havde forventet mere af den kommende modstander i Metal Cup finalen, men spænding fik vi aldrig i Scanel Hockey Arena i aften.

Odense fik dog pyntet på resultatet i anden periode, da Joakim Nettelbladt scorede på høge-keeperen. Det var i sekunderne efter at Christian Chapman havde haft et skud på stolpen, der kunne have sendt 7-0 på lystavlen.

Tredje periode blev tyve minutter der skulle overstås. Hjemmeholdet havde ikke den store interesse i at fortsætte målfesten, men i stedet spare på kræfterne, og Odense havde ikke den store lyst til at få en gevaldig lussing med i bussen hjem.

Derfor blev Ryan McDounough kampens sidste målscorer, da han reducerede til slutresultatet 6-2. En kamp Odense på alle måder vil glemme hurtigt, da det på ingen måde var deres aften i det nordjyske.

Kampen vil mere blive husket for den imponerende præstation af Tim Kunes, der spillede sin nok bedste kamp i denne sæson. Han står nu noteret for imponerende 29 assister i denne sæson i Metal Ligaen.