Stort trade under opsejling i NHL?

Edmonton Oilers er klar til at foretage et stort trade for at sætte skub i den genopbyggelsesproces, holdet har været i gang med i flere sæsoner. Det fortæller Sportsnet, som har talt med flere kilder med stort NHL-indsigt.

Hvornår Oilers trykker på trade-knappen er uvist. Måske sker det i morgen, måske før trade-deadline 29. november eller mest sandsynligt omkring næste års NHL-draft, men ifølge Sportsnet er det sikkert og vist, at Edmontons general manager Peter Chiarelli kommer til at trykke på knappen på et tidspunkt.

Edmonton Oilers har haft førstevalget i NHL-draften fire gange siden 2010, men holdet ligger stadig i den tunge ende af tabellen. Oilers savner en klasseback, og sådan en vil Peter Chiarelli eftersigende gerne have fat i. Derfor er han klar til at sige farvel til en eller flere af holdets unge forwardprofiler.

Sportsnet har talt med flere ledere, trænere og talentspejdere fra NHL om, hvem Oilers bør og vil trade. Her er der bred enighed om, at den canadiske center Ryan Nugent-Hopkins, som Edmonton tog med førstevalget i 2011-draften, sandsynligvis er i gang med sin sidste sæson i den canadiske klub.

Alle NHL-kilderne er enige om, at Edmonton fremover skal satse på Connor McDavid og Leon Draisaitl, som sine topcentere. Derfor bør klubben trade 22-årige Nugent-Hopkins, som har en værdi, der er høj nok til at sikre Oilers en stærk back i bytte.

Den 24-årige wing Taylor Hall nævnes også som et trade-emne, men meningerne er delte i forhold til, om Oilers skal skille sig af med ham. Sportsnets kilder mener, at Hall – når man ser bort fra McDavid og Draisaitl – nok er den Edmonton-spiller, der har højst værdi i et trade. Men samtidig mener flere, at det vil være en stor fejl, hvis ikke klubben beholder Hall, som er en af de bedst producerende wings i NHL i de seneste år.

Hvem Oilers vil gå efter i et trade, er mere uvist. New York Islanders-backen Travis Hamonic, som har ytret ønske om at komme tættere på familien i det vestlige Canada, bliver nævnt som en mulighed, men Sportsnets reporter mener, at den handel allerede ville være kommet i stand, hvis Edmonton var villige til at betale den pris, Islanders kræver.

Det ser altså ikke ud til at blive Travis Hamonic, der skal løse problemerne på Edmontons backlinje, men Peter Chiarelli virker fast besluttet på, at der skal en stjerneback til den canadiske klub. Derfor vil Oilers formentlig lave et stort trade inden for en ikke så fjern fremtid. Hvornår Chiarelli trykker på knappen, må tiden vise.