Stort opbrud på vej hos detroniserede mestre

Foto: Jan Korsgaard

SønderjyskE tabte i tirsdag chancen for et fjerde mesterskab på stribe, og det betød også enden på en æra for sønderjyderne, der skal til at bygge op på ny.

Stammen af spillere, der har været med de seneste to-tre år og mere til bliver brudt op, og der venter en gedigen opgave for cheftræner Dan Ceman og den sportslige ledelse, lige nu i form af direktør Klaus B. Rasmussen, i forhold til, hvordan næste sæsons mandskab skal se ud.

Det er altid pålidelige Nordschleswiger.dk, der har gransket spillersituationen og giver følgende bud på, hvordan SønderjyskE-spillerne står efter sommerferien:

Det bliver formentlig et farvel til Mads Bødker, der har været to år i SønderjyskE og søger mod udlandet. Alt tyder ifølge avisens oplysninger på, at Anders Overmark efter fire sæsoner i Vojens skifter til Aalborg Pirates.

Efter en sæson med få spilleminutter – i hvert fald i den afgørende fase – søger Henrik Nielsen nye isflader, og her skulle både Esbjerg, Odense og Rungsted være i spil som ny destination.

Kim Lykkeskov, Marc Sørensen, Nikolaj Carstensen og Frederik Rasmussen har kontrakt for den kommende sæson, ligesom Mads Lund også ifølge Nordschleswiger skulle blive hos SønderjyskE.

Thomas Spelling venter til efter VM med at lægge de endelige planer efter sommerferien, mens Michael Eskesen gerne vil spille videre i “Syddanmark”, hvilket naturligvis tyder på et valg mellem Odense og SønderjyskE.

Der bliver næppe forlængelse til hverken Scott Campbell, Darcy Zajac eller Antti Hölli, mens Cory Quirk allerede nu er på vej til tysk ishockey. De fire øvrige imports i truppen, Joni Myllykoski, Mark Lee, Tyler Gotto og Anssi Rantanen skulle ifølge Nordschleswiger.dk stadig være i spil på et eller andet plan.