Storspillende Jagr rundede 1100 NHL-assists

Foto: Bridget Samuels

Han fylder 44 år om ti dage, men alderen trykker på ingen måde Jaromir Jagr. Torsdag skrev den tjekkiske legende sig ind på endnu en side i NHL’s historiebøger, da han rundede 1100 assists i sin karriere.

Jaromir Jagr storspillede, da Florida Panthers vandt med 6-3 over Detroit Red Wings. Sejren var Panthers’ femte på stribe, og den blev grundlagt på en flot første periode, som Florida vandt med 3-1.

Jagr fik assister på to af Panthers’ tre første scoringer, og allerede da han fik den sekundære assist på Brandon Pirris åbningsmål, skrev 43-årige Jagr historie. Assisten betød nemlig, at han som den bare sjette spiller nogensinde nåede 1100 assists i NHL.

De fem, der tidligere har nået den flotte milepæl, er Wayne Gretzky, Gordie Howe, Mark Messier, Paul Coffey og Ray Bourque, så Jagr skriver sig ind i en række af spillere, som blandt de største i NHL’s lange historie.

Jaromir Jagr kom også på måltavlen i torsdagens kamp, da han scorede til 5-2 i begyndelsen af tredje periode, og dermed kunne han lade sig hylde som first star efter en af de store og mindeværdige aftener i sin lange og gloværdige NHL-karriere.

Se højdepunkter fra kampen her