Storms strålende mål afgjorde for Danmark

Foto: Jan Korsgaard

Frederik Storm var på pletten i overtiden, da Danmark vandt 4-3 over Tyskland i aftes i SE Arena. 

Storm, der har haft en forrygende sæson i Malmö, leverede et fremragende mål i overtiden i en tough og vældig underholdende kamp mellem naboerne. Den danske angriber trak sig fri og med en tysk spiller nærmest hængende på ryggen, fik han alligevel lagt skiven op i nettaget bag den tyske målmand Nicklas Treutle. 

Knap 1800 tilskuere var til ishockey i Vojens på en halvvåd onsdag, og de kunne se både Frans Nielsen og Leon Draisaitl debutere i VM 2018-regi med solide indsatser. Draisaitl dog lidt mere iøjnefaldende, eftersom han tog del i samtlige tre tyske scoringer. 

Tyskerne lagde for, da Fabio Wagner fandt en plads ved nærmeste stolpe bag Dahm i det danske mål. Den sad direkte oppe i hjørnet, og kort efter brændte Daniel Pietta på tomt bur for tyskerne, der endte med at føre 1-0 efter 20 minutter.

Anden periode blev et rent skydetelt med fem mål og en vældig underholdning for tilskuerne i Vojens.

Leon Draisaitl viste i flere momenter sin høje klasse, Nicolai Meyer flækkede et skud op i forreste hjørne (1-1), Nicklas Jensen hamrede et slagskud ind fra venstre kant til 2-1 og Patrick Russell tog flere skarpe nærkampe inde foran kassen. Herlig fight af spiller nummer 60, der sammen med Mathias Bau giver Danmark et skarpt, fysisk element. 

Morten Poulsen, 150 kamps-jubilaren, afsluttede anden periodes danske målscoring med at score til 3-2, da han var på plads på kontoret inde foran mål, mens Mathias Plachta udlignede for tyskerne i det 38. minut. Tredje periode endte uden mål, inden Storm altså afgjorde med sit fine mål, der blev scoret i tiden 62:07. 

Værd at bemærke, at tyskerne stadig har en god del spillere fra OL-truppen med på de to finalehold fra München og Berlin, der spiller syvende finale i DEL i aften – naturligvis med Mads Christensen på jagt efter sin syvende guldhjelm.