Stor uenighed om overenskomst-spørgsmål

Foto: Jan Korsgaard

Spillerforeningen, DEF-Sport, har Morten Andreasen som bestyrelsesmedlem og repræsentant i den verserende konflikt mellem DEF-Sport på den ene side og Ligaforeningen på den anden side. Og der er en grund til, at DEF-Sport nu truer med at tilbagekalde spillernes kommercielle rettigheder.

– Vi har hele tiden prioriteret at få en konstruktiv dialog med DIU og Ligaforeningen. Det har vi gjort gennem hele forløbet. Men DIU og Ligaforeningen har gang på gang afvist at mødes med os. Så derfor er vi nødt til at kalde de kommercielle rettigheder tilbage, for at der sker noget, siger Morten Andreasen til TV2 Sport.

– Vi er ikke overraskede over, at klubberne og unionen stejler. Men som det er nu, er magtforholdet helt i deres favør. Og det skal vi have balanceret bedre, tilføjer Rødovre-spilleren.

Ligaforeningens formand, Klaus B. Rasmussen siger til gengæld, at de danske ishockeyklubber overhovedet ikke er gearet til en overenskomst.

– De ting, vi har set i en overenskomst, er der slet ikke basis og økonomi til. Vi skal huske på, at ishockeyen og størstedelen af klubberne er drevet af frivillige ledere, så du kan sidestille det med en breddesport. Det er kærlighed, der driver værket og ikke overenskomster, siger han til TV2 Sport.