Stensikker Bulldogs-sejr i midteropgøret

Odense Bulldogs-Gentofte Stars 7-2 (2-1,3-1,2-0) Odense Bulldogs havde ikke de store problemer med at besejre Gentofte Stars i aftenens kamp i Bryggeriet Vestfyen Arena, hvor gæsterne ellers fik en helt usædvanlig god start på kampen.

Allerede efter 12 sekunder lå pucken bag Tad Galansky i Bulldogs-målet, efter at tjekken havde givet en helt utilgivelig retur til Roberts Jekimovs, der sagde tak og goddag og bragte gæsterne foran.

Det var eneste gang, Gentofte var foran i den kamp. Odense endte med at vinde med sikre 7-2.

Bulldogs kom sig nemlig hurtigt over den slemme åbning og overtog initiativet.

Tydeligvis med lidt mere vægt på defensiv disciplin og backchecking end tidligere på sæsonen. Derfor var det helt i orden, at fynboerne førte med 2-1 efter første periode på mål af Mike Daugulis og Sean Wiles.

To straffeslag i samme kamp hører ikke til sædvanen, men ikke desto var det, hvad tilskuerne fik i Bryggeriet Vestfyen Arena denne fredag aften.

Dominik Kadura kom fri og blev hægtet bagfra i noget, der lignede et straffeslag, der kunne dømmes. Men slovakken tabte duellen med Galansky.

Til gengæld var tjekken i Odense-målet gæstfri igen, da han lod et skud fra Luis Blak Olsen slippe ind til 2-2 efter 24 minutter.

Gentoftes powerplay fungerede ikke i aften. Overhovedet ikke.

Og helt symptomatisk lod gæsterne Dale Mitchell slippe fri i undertal midt i anden periode. Jeff Terminesi rev og sled i Mitchell. Straffeslag igen.

Dale Mitchell var knivskarp i duellen med Teemu Seppänen og lagde en baghånd i nettet til 3-2. Nu sad Bulldogs på kampen og fire minutter senere var Mitchell igen på pletten med et fint mål.

Han vendte sig om og rev pucken ind fra kort afstand. Frederik Sørensens styring i powerplay før anden pause til 5-2 var afgørelsen.

Søren Pedersen blev dobbelt målscorer i tredje periode, og specielt hans 6-2-mål var flot. Fra to-tre meters afstand lagde han en baghånd op i modsatte hjørne.

Tilskuerne råbte “legestue”, og hjemmeholdets omgivelser kunne bestemt være tilfredse.

Gentofte spillede en uvant “åben kamp”, forstået på den måde, at Stars tillod både masser af rum og mange chancer til modstanderne.

Karsten Arvidsen manglede både Cody Kunyk og Yannick Vedel, mens Bulldogs tilsyneladende bedre kunne kapere tabet af John Armstrong.

Det hele var solidt hos Odense i aften, og igen med Dale Mitchell som den afgørende individualist. Han blev suppleret godt op af folk som Frederik Sørensen, Søren Pedersen, Grønvaldt og Nettelbladt.

Midt i ærgrelsen over John Armstrongs skade og også en ti minutters-straf til Dale Mitchell, kunne træner Brad Gratton glæde sig over, at det gav lejlighed til at prøve masser af nye formationer. Nok ikke helt tosset for Bulldogs med henblik på den videre sæson.