Steffen Frank vender hjem til Danmark

Allerede for nogle uger siden, da Steffen Frank blev sat af holdet som overskydende udlænding i DEL2-klubben Lausitzer Füchse, begyndte den tidligere SønderjyskE-forward at kigge sig om efter en anden klub.

Da FACEOFF-online.dk talte med ham for et par dage siden, kunne han af kontrakt- og forhandlingsmæssige overvejelser ikke afsløre noget om de overvejelser, der rumlede i hovedet på ham i hjemmet i det østlige Tyskland.

Efter samtaler med sin agent Bjarne Madsen og landstræner Janne Karlsson havde Steffen Frank besluttet sig for at søge nye isflader, og i morgen afsløres det, at han snarest muligt igen spiller i Metal Ligaen.

Men Frank er hverken til at hugge eller stikke i i forhold til at afsløre sin nye station og lader sin kommende klub breake nyheden.

– Klubben hernede har fået at vide, at jeg er på vej væk. Jeg er på vej tilbage til den danske liga, så nu er der ti muligheder at gætte på, siger Steffen Frank i telefonen.

Den offentliggøres angiveligt i løbet af morgendagen, så de fans rundt i Danmark, der forventer, at Frank kunne være en mulighed kan formentlig godt begynde at tjekke hjemmesider fra formiddagstid.

– Jeg har ikke været træt af det (i Lausitzer Füchse). Jeg har holdt humøret højt og jeg har trænet godt med, selv om jeg ikke har været på holdet. Der har ikke været dårlig stemning overhovedet hernede på holdet, men der har været nogle småproblemer.

– Sportsligt har der ikke rigtig været nogen linje med spillere ind og ud konstant – og den sportschef, der hentede mig, er blevet fyret på forkant. Alt i alt vurderede jeg, at situationen var uholdbar, forklarer Steffen Frank.

Han havde ellers fået forsikring om at være tilbage på holdet i weekenden, men den risiko ville danskeren ikke tage i forhold til fremtiden og resten af sæsonen. Risikoen for at blive skadet ville være for stor.

Oplagte muligheder for en ny destination er naturligvis Steffen Franks tidligere klub SønderjyskE, men også en genforening med Mario Simioni i Herning synes oplagt. Eller måske bliver en helt tredje – eller fjerde – klub. Morgendagen bringer formentlig svaret.