Stefan Lassen og Pelicans tabte første slutspilskamp

Foto: Jan Korsgaard

Stefan Lassen og Pelicans fik ikke den start på slutspillet i den bedste finske række, som de havde håbet på. Lahti-klubben tabte på udebane til KalPa i den første ottendedelsfinale.

Pelicans kan være ude af slutspillet, før klubben for alvor får taget hul på det. Det er en realitet, efter at Stefan Lassen og holdkammeraterne lørdag måtte se sig slået med 3-2 i overtiden af KalPa, som sluttede en enkelt plads over pelikanerne i grundspillet.

Pelicans-spillerne spenderede mange minutter i straffeboksen, og det betød, at hjemmeholdet sad på kampen. Stefan Lassen og backkollegaerne forsvarede sig godt, men offensivt bød Lahti-klubben ikke ind med nok, og det lugtede derfor længe af et 2-1-nederlag.

Vili Sopanen gav dog Pelicans håbet om en sejr tilbage, da han udlignede til 2-2 med bare 26 sekunder tilbage på haluret og tvang kampen i overtid.

Her sikrede svenske Sebastian Lauritzen værterne sejren med en powerplayscoring efter fem minutters spil, og så kunne jublen bryde løs blandt størstedelen af de godt 3000 tilskuere i Kuopio.

Ottendedelsfinalen spilles som en bedst af tre-serie, hvor vinderen kan se frem til at møde grundspilsvinderne fra IFK Helsinki i kvartfinalen. Det næste opgør i serien mellem Pelicans og KalPa spilles allerede søndag, hvor Stefan Lassens klub er på hjemmebane.