Stefan Lassen: Måske lakker karrieren mod enden

Foto: Jan Korsgaard

Han er netop blevet far til sit tredje barn, sønnen Maximillian, og Stefan Lassen nyder lige nu det nyeste skud på stammen hjemme i Hallstavik, hvor han er bosat med sin hustru Josefine Öqvist, der er tidligere svensk landsholdsstjerne i fodbold. 

Lassen har ingen kontrakt for den kommende sæson, og dermed er det heller ikke den danske landsholdsback, der senere i dag bliver præsenteret som ny spiller i Herning.

Faktisk er det muligt, at han har spillet sin sidste ishockeykamp på højeste niveau, siger han til Faceoff.dk.

– Jeg har talt med Herning, og vi havde fundet en løsning i forhold til arbejde og løn og så videre. Det så faktisk rigtig fornuftigt ud efter danske forhold. Det var meget lokkende at tage hjem, men i sidste ende føltes det forkert at rykke alting op med rødder for et eller to år. Vi er virkelig glade for at bo heroppe, og jo ældre du bliver, desto vigtigere bliver tilværelsen som familiefar, siger Stefan Lassen. 

Han er en af de absolutte defensive profiler på det danske landshold og var med i truppen ved VM i Herning.

Lassen spillede sit første VM i rødt og hvidt helt tilbage i 2007, og har i løbet af en flot karriere spillet i flere store ligaer. Senest var han kaptajn for den finske klub Pelicans i Lahti, men mange år i Europa har også bragt ham til for eksempel svenske Djurgården og østrigske Graz 99ers.

Han har tre danske mesterskaber med Herning på kontoen, men måske har Stefan Lassen spillet sin sidste ishockeykamp på højeste plan – også selv om der er en del svenske klubber på et fornuftigt niveau inden for rækkevidde af hjemmet i Hallstavik. 

– Der er en del klubber rundt her i området, som giver mulighed for at pendle og stadig bo hjemme. Men jeg er også nået til det punkt, hvor jeg har opnået så meget med ishockeyen – toppet med VM i Herning – at tingene skal have værdi for mig. Jeg kunne sagtens skrive med en Allsvenskan-klub – for eksempel spiller Almtuna 25 kilometer væk – men der er ikke penge i det, og så skal jeg alligevel ligge og køre Sverige tyndt i bus.  Det bliver så med minus på kontoen og uden at se mine børn særlig meget. Det giver ikke mening.

– Jeg havde også tilbud fra Pelicans (Lassen klub i Finland i de seneste sæsoner), men jeg måtte være ærlig og sige, at det ikke kunne hænge sammen, siger Stefan Lassen. 

– Der er mange små overvejelser, både for mig personligt og for Josefine og jeg som par. Så lige nu tænker jeg, at det faktisk kan lakke mod enden med ishockeyen, siger Stefan Lassen.

Det er vel svær beslutning at tage efter at have været i gamet i så mange sæsoner?

– Vi har talt meget om det, og jeg har også store ambitioner rent forretningsmæssigt. Så der vil jeg også gerne videre. Det samme gælder for Josefine. Men det er faktisk rart ikke at have det normale stress omkring 1. august. Jeg er utrolig glad for at være hjemme ved den lille og få lov at være far. Men selvfølgelig… Der er ingen tvivl om, at jeg vil savne ishockeyen enormt, den dag det slutter, siger Stefan Lassen.

– Når det er sagt, så har jeg ikke lukket ishockeyen totalt, og har stadig min agent til at arbejde for mig. Kommer der et tilbud, som hænger sammen for familien og rent økonomisk, er det selvfølgelig værd at overveje, siger Lassen.

Han udelukker heller ikke muligheden for at spille den sidste halvdel af sæsonen, når familien er kommet på plads med den lille ny søn. Hvis det kan flaske sig og hænge sammen, naturligvis.

Familien har førsteprioritet for den nu 32-årige Stefan Lassen. 

– Både Josefine og jeg er jo sportsfolk helt ind til benet og træner begge seks gange om ugen. Så jeg holder mig i form og kan sagtens finde steder, hvor jeg kan træne med på is. Lad os se, hvad der sker, kommer det fra den altid velovervejede landsholdsback.