Starkov tabte første playoff-slag

Kirill Starkov og Red Ice Martigny sluttede på en syvendeplads i grundspillet i den schweiziske Nationalliga B, og i aftes tog den næstbedste række i alpelandet allerede hul på slutspillet. Her skulle Starkov og co. en tur til SC Langenthal, hvor de mødte toeren i grundspillet.

SC Langenthal har tidligere haft Heinz Ehlers som træner og har stadig den tidligere så giftige Herning Blue Fox-duo Brent Kelly og Jeff Campbell på holdet. Sidstnævnte er dog skadet, men Brent Kelly sørgede i går med to assister for, at Kirill Starkovs Martigny-mandskab som forventet kom bagud 0-1 i kvartfinaleserien.

Kirill Starkov kom ikke på scoringslisten, men kan allerede i morgen tage revanche, når Red Ice spiller på hjemmebane i seriens anden kamp.

2230 tilskuere overværede kampen i Langenthal og man kunne i øvrigt notere sig – på førstedagen af slutspillet – at samtlige fire tophold i Nationalliga B vandt sine hjemmekampe. Scoren var samlet 12-3 og ingen af kampene gik i forlængelse.