Stanley Cup-optakt: Washington-Pittsburgh

Foto: Bridget Samuels

For tredje sæson i træk tørner Washington Capitals og Pittsburgh Penguins sammen i slutspillet. De to rivalerne kender hinanden særdeles godt, og endnu en gang venter en slutspilsduel mellem superstjernerne Sidney Crosby og Alexander Ovechkin.

I de seneste to sæsoner har Pittsburgh trukket sig sejrsrigt ud af slutspilsserien mod Washington, og pingvinerne er efterfølgende gået hele vejen og har vundet Stanley Cup-titlen. I år jagter Penguins den tredje titel i træk, men skal tredje gang blive lykkens gang for hovedstadsklubben?

Umiddelbart bør Capitals have midlerne til at vinde serien. Holdet har god bredde, stærke profiler og en fremragende målmand i Braden Holtby, som i løbet af førsterundeserien mod Columbus Blue Jackets erobrede tjansen som førstemålmand tilbage fra Philipp Grubauer.

Det bliver så interessant at se, om Washington kan få stoppet Penguins-offensiven, som buldrede derudad mod Philadelphia Flyers i første runde af slutspillet. Sidney Crosby står allerede noteret for 13 point efter bare seks kampe i årets slutspil, og stjernen over dem alle synes ustoppelig.

En af de Washington-spillere, der skal være med til at tøjle Crosby, kan meget vel blive Lars Eller. Den danske center har fundet sig stærkt til rette i rollen som tredjecenter, og alt efter, hvordan kæderne bliver matchet, kan Eller gå hen at få sådan en rolle, som Frans Nielsen ofte har haft, når han har spillet mod Pittsburgh.

En rolle, hvor hovedopgaven simpelthen bliver at lukke ned for Crosby og så ikke at tænke på så meget andet.

Washington kom skidt fra start med nederlag til Columbus Blue Jackets i de første to kampe i årets slutspil, men så rejste holdet fra hovedstaden sig og vandt fire i rap. Det er derfor et hold med selvtillid, der går ind til serien mod Penguins.

Pittsburgh har ikke tabt en slutspilsserie til Washington siden 1994, men hvis Capitals’ stærkeste offensive kort – Ovechkin, Bäckström, Kuznetsov og Oshie – formår at finde vej gennem pingvinernes forholdsvis uprøvede defensiv, kan Lars Eller og kompagni måske gøre det i år.

Det er i hvert fald næsten mejslet i granit, at det bliver en ekstremt tæt serie, hvor vi meget vel kan se sejrsmålet blive scoret ude i overtiden i flere af opgørene.

Vurdering: Washington Capitals vinder med 4-3 (52-48)