Stanley Cup-optakt: Tampa Bay-New Jersey

Foto: Bridget Samuels

Slutspillet om Stanley Cup begynder de kommende nætter – dansk tid. Vi har bedt vores NHL-skribenter tage pulsen på de otte serier og give et bud på udfaldet. Her er det Christian Henriksen, der har taget pulsen på slaget mellem Tampa Bay og New Jersey. Første kamp spilles i nat, og det er klokken 01 dansk tid. 

Tampa Bay Lightning har været en af de største Stanley Cup-favoritter i denne sæson, og Florida-klubben hører stadig til blandt de varmeste bejlere til trofæet. Lightning står dog over for New Jersey Devils i første runde af slutspillet, og det er langt fra givet, at det bliver nemt at sende djævlene på sommerferie.

I den første del af sæsonen tromlede Lightning hen over de fleste modstandere, og holdet lå længe suverænt nummer et i Eastern Conference. I slutningen af grundspillet fik holdet dog lidt gummiben, og det var ved at koste førsteseedet. Kun et Boston Bruins-nederlag i sidste runde betød, at Lightning forblev nummer et.

Grundspillet er et overstået kapitel, og det er nu, Lightning for alvor skal vise, hvad de er gjort af. New Jersey Devils har været en af de positive overraskelser i denne sæson, hvor de færreste på forhånd havde forventet, at holdet ville gå i slutspillet. Devils har nogle af de brikker, der skal til for at drille Tampa Bay.

Målmand Cory Schneider er stærk, Taylor Hall kan score mål, Nico Hischier har noget X-faktor og så har Patrick Maroon tilført lidt ekstra toughness til holdet, efter at han kom til fra Edmonton Oilers. Defensiven er lidt mere tvivlsom, men det ligger nærmest i klubbens DNA, at forsvaret præsterer i slutspillet, så det bliver spændende at se.

Det er nogle store profiler, New Jersey skal tøjle. Tampa Bay byder på en frygtindgydende offensiv, som scorede 296 gange i grundspillet. Dermed var holdet det klart mest scorende. Nikita Kucherov, Steven Stamkos og Brayden Point er blot nogle af dem, der skal stoppes, og så blev Lightning forstærket af Rangers-duoen J.T. Miller og Ryan McDonagh.

De har været med til at gøre holdet komplet, og hvis forholdsvis unge profiler står distancen, så bliver Tampa Bay svære at slå ud. Målmand Andrei Vasilevskiy har kun spillet 12 slutspilskampe i NHL, så selvom han er en fremragende målmand, er hans rutine begrænset. Det kan blive en udfordring.

Omvendt har Andrei Vasilevskiy faktisk mere slutspilsrutine end den otte år ældre Cory Schneider, som aldrig har været i slutspillet med New Jersey. Schneider har tidligere været på isen i 10 slutspilskampe for Vancouver Canucks.

I grundspillet vandt New Jersey faktisk fire af de seks indbyrdes opgør mellem holdene, så selvom alle selvfølgelig begynder fra nul i slutspillet, så må det ligge i baghovedet på Tampa Bay-spillerne, at serien mod New Jersey ikke bliver nogen walkover. Samtidig kan Devils-spillerne bruge kampene fra grundspillet til at styrke troen på, at de kan stække Lightning.

Vurdering: Tampa Bay Lightning vinder med 4-2 (75-25)