Stanley Cup-optakt: Nashville-Winnipeg

Vi lægger ud med en kliche: Denne serie er den moralske finale. Duelanterne sluttede også på de to øverste pladser i grundspillet, og de var begge en fornøjelse at følge med hvert deres ”take” på den komplette hockey. Jeg er kæmpe fan af begge holds tilgange, det vil jeg ikke lægge skjul på, så lad os tage et kig under motorhjelmen på disse fuldblods ”supermaskiner”.

Tilbageblik
Ehlers’ Jets satte eftertrykkelig Wild på plads i den indledende runde, der var ikke mange ridser i lakken. En af de få var dog netop danske Ehlers, der ikke formåede at komme på måltavlen. Derudover er der topkarakterer hele vejen rundt. Bredden af de offensive kort er skræmmende, og defensiven løftede sig, så man næsten kan vurdere dem på niveau med modstanderne fra Nashville, der dog stadig må siges at have verdens bedste blå linje. En der især løftede sig var Byfuglien, der er ligner en mand bygget i granit og kort og godt bare er skabt til playoff-hockey.

Nashville havde lidt større vanskeligheder, og det var endda mod en rimelig svag modstander fra Colorado. Det blev en yderst hårdt spillet serie, hvor der blev sat kæmpe tacklinger og en del svinestreger ind fra begge mandskaber.

De positive indslag kom fra Forsberg, der lavede to fantastiske mål, aggressivt spil i undertal, og så især Bonino-kæden, hvor især makkeren Watson fortjener at blive fremhævet. Skuffelsen var derimod anden kædenmed Turris som ankermand, der ikke formåede at skabe ret meget.

Der er meget at glæde sig til
Der er et utal af ting at glæde sig til, men lad os starte med de to Vezina-finalister i målene, der bliver enormt afgørende. Især vil jeg holde et øje med unge Hellebuyck, der havde en dårlig kamp tre mod Wild, men svarede igen ved at holde buret rent de følgende to kampe.

Predators tager mange udvisninger og læste du min Jets-Wild optakt ved du, at jeg vurderer Jets’ overtalspil som ligaens bedste. Preds var dog fantastiske i undertal mod Avs, der aldrig fik sat noget op, fordi de konstant blev rystet af et aggressivt pres. Den duel bliver altafgørende.

Det sidste der skal fremhæves er, hvordan Nashville vil løse en modstander med tre gode offensive kæder. Hvilken kæde skal Bonino lukke ned? Jeg tror det bliver Scheifele, Wheeler og Connor, der får fornøjelsen af dem. Så får vi duellen mellem angrebsesserne Laine og Forsberg, det bliver ikke meget bedre.

Og vinderen er?
Jeg vurderer denne serie helt lige med et lille overtag til Nashville, hvis du havde spurgt min inden Playoff, men den svage indsats mod Colorado har fået mig til at vende 180 grader. Nashville-fans skal håbe den første serie virkede som et ”Wake-Up Call”. Jeg tror bare ikke, de helt har evnerne til at følge et så komplet Jets-mandskab, der dog lige skal finde nøglen til ligaens bedste forsvar. Jeg tager Jets, men det er egentlig underordnet, for dette bliver en enorm oplevelse for alle hockeyfans.

 

Jets 4-2 (58-42)