Stanley Cup-optakt: Nashville-Colorado

Slutspillet om Stanley Cup begynder de kommende nætter – dansk tid. Vi har bedt vores NHL-skribenter tage pulsen på de otte serier og give et bud på udfaldet. Her er det Martin Egholm, der har taget pulsen på slaget mellem Nashville og Colorado. Første kamp spilles i nat, og det er klokken 03:30 dansk tid.

Nashville trak sidste sæson det korteste strå i finalen mod Penguins. Det kan få et hold til at falde sammen eller rykke tættere sammen i bussen og i countrymusikkens hovedstad, må man sige, de har gjort det sidste. Efter 82 kampe på et enormt højt og stabilt niveau blev det til flest point og det medfølgende President’s Trophy. Det skal nu veksles til Lord Stanleys trofæ og første udfordring er en af årets helt store positive overraskelser.

I mens Nashville kæmpede mod Penguins sidste sæson, så var Colorado Avalanche for længst gået på sommerferie, formentlig med ret røde ører. De havde nemlig leveret en historisk dårlig sæson med sølle 48 point og en negativ måldifference på over 120 mål. Meget er dog sket siden. En heroisk sæson blev vekslet til en slutspilsplads i sidste kamp, men nu er modstanderen så en af de helt store favoritter, der samtidig har slået Colorado i de seneste 10 indbyrdes møder, så nu må eventyret i Denver da stoppe?

Lad mig dog lige fremhæve nogle profiller, inden jeg fremsiger dødsdommen over Avs. Det er svært at ophøje enkelte spillere hos Preds. Det er kollektivet og bredden, der er de bærende kræfter.

Bredden kommer fint til udtryk ved, at man kan præsentere Bonino, der blev hentet hos Penguins, og netop tilbagevendte Mike Fischer som center for tredje og fjerdekæden.  Skal man nævne en stjerne, så kommer man ikke uden om Subban, der skulle være ulidelig at være i nærheden af, men så er det jo godt, at vi kan nyde ham fra distancen, for han er så tæt på at være den komplette back, at man skal helt til Ottawa for at finde en bedre.

Det er ikke en komplet back, jeg vil fremhæve hos Avs, men det er også forståeligt, når man ser, han kun er 19 år. Sam Girard blev hentet gennem et trade med netop Nashville, og det tror jeg stadig, de er kede af.

Han er nemlig om to til tre sæsoner den bedste offensive back i NHL, der tør jeg godt garanterer. Den helt store oplevelse hos Colorado har dog hele sæsonen været MacKinnon, der har fortjent en MVP-titel. Han er en fryd offensiv, og der sker med garanti noget, når han får pucken på bladet.

Tilbage til spørgsmålet om eventyret stopper for Colorado nu. Ja, det må det formentlig. Avalanche er uden både bedste målmand og bedste back. To af de væsentligste komponenter i en Playoff succes. Så man skal være overordentlig jubeloptimist for at se Colorado løbe med fire sejre mod Nashville. Der er dog chance for en eller maksimalt to, men Nashville tromler de unge Avs drenge både med rutine og ren hockeykunnen.

Vurdering: Nashville 4-1 (85-15)