Stærkt dansk kollektiv besejrede Norge

Foto: Jan Korsgaard

Danmark – Norge 1-0 (0-0, 1-0, 0-0)

Danmark tog lørdag førstepladsen i Metal Challenge, da man efter en stærk kollektiv præstation, formåede at besejre Norge med 1-0, efter en velspillet, underholdende og jævnbyrdig kamp.

Der var på forhånd lagt op til en jævnbyrdig dyst, da Danmark lørdag aften tog imod Norge i finalen i Metal Challenge i Rødovre Skøjtearena. Danskerne sikrede sig finalepladsen ved at slå Sydkorea fredag aften, mens nordmændene besejrede sydkoreanerne i torsdags.

Norge er en velkendt modstander for de danske løver, som også måtte forvente en noget hårdere modstand, end hvad sydkoreanerne kunne byde på under gårsdagens kamp. Af indlysende grunde var det derfor også påkrævet, at danskerne kunne formå at løfte spillet, hvis man ville gøre sig forhåbninger om en sejr over ærkefjenden. Ikke at Danskerne spillede en dårlig kamp mod Sydkorea, men de fleste havde nok, trods alt, forventet lidt mere.

Til aftenens kamp vogtede Patrick Galbraith det danske mål, mens Lars Volden havde fået tjansen for nordmændene.

Helt som ventet var respekten stor de to hold imellem, allerede fra første faceoff. Der blev ikke givet meget plads og der blev gået til stålet i nærkampene. Som en naturlig konsekvens heraf, var indledningen på første periode relativt chancefattig.

Som perioden skred frem var det dog danskerne, som var de mest toneangivende rent spillemæssigt. Selvom det fortsat var jævnbyrdigt og med masser af nærkampe, så foregik lidt mere af spillet nu i nordmændene zone.

En meget veloplagt Frederik Storm, formåede efter syv minutters spil, at få testet Lars Volden i gæsternes mål, da han skar ind i banen og fik lagt pucken på mål. Volden lod sig dog ikke overliste og der stod således fortsat 0-0, som man nærmede sig periodens halvvejsmærke.

Samme Storm var på spil igen efter godt 10 minutters spil, da han gik bag det norske mål og med en fornem baghåndspasning, fandt en helt fri Morten Green, som måtte se Volden afvise for nordmændene.

Periodens eneste udvisning tegnede nordmændene sig for, da Kristian Forsberg efter et kvarter begik en interference på Peter Regin i midtzonen. Allerede under den afventende udvisning fik danskerne bidt sig rigtigt godt fast i gæsternes zone i spil seks mod fem, mens Emil Kristensen stod bag den mest kvalificerede danske afslutning i selve power playet, da han fra distancen fik sendt et fornuftigt slagskud af sted mod det norske mål.

Den største norske mulighed indtraf da der resterede blot 15 sekunder af perioden. Andreas Stene fik tæt under mål testet Galbraith efter en fremragende tværpasning, men den danske keeper var på sin plads og de to hold kunne gå til pause uden scoringer.

Mathias Bau Hansen bød ind med et rigtigt godt rush op af banen efter tre minutters spil af anden periode. Den store forward gik selv gennem den norske defensiv og formåede da også at få sendt en fornuftig afslutning på Volden i det norske mål.

Samme Mathias Bau Hansen trak en udvisning efter seks minutters spil. Normalt ikke noget der er at foretrække, men da Morten Green slog det norske power play-opspil i stykker øjeblikket efter og på fornemste vis satte Morten Madsen op til afslutning, så betød det pludseligt mindre at være i undertal. Madsen udplacerede sikkert Lars Volden og danskerne tog dermed føringen med 1-0 i undertal. Rigtigt stærkt spil af kaptajn Morten Green.

Norge bed fra sig efter 11 minutters spil, da man udnyttede et øjebliks uopmærksomhed i det danske forsvar. Ken Andre Olimb blev således sendt af sted i et break away og kun en stor redning af Galbraith forhindrede norsk udligning.

Minuttet efter kom Norge i power play, da Thomas Spelling blev udvist for en hooking. Men her gjorde danskerne om muligt endnu bedre figur end ved det foregående norske overtal. Det danske box play var ganske enkelt eminent. Man stressede nordmændene med stor succes og formåede i store perioder, at spille pucken rundt i egne rækker.

Samtidigt med at udvisningen udløb var Danmark tæt på at udbygge føringen, da Spelling modtog pucken netop som han atter entrerede isen, men desværre måtte SønderjyskE-forwarden se stolpen komme i vejen for afslutningen.

Efter 17 minutters spil fik Norge atter chancen i power play, da Peter Regin måtte til afkøling for en albuetackling. Denne gang fik Norge organiseret overtalsspillet glimrende, men helt farligt blev det dog aldrig. I stedet gentog bedriften fra den forrige danske udvisning sig faktisk, for netop som Regin kom tilbage på isen, vart han tæt på at finde en fremstormende Mads Christensen, der dog ikke nåede helt frem til tværpasningen.

Alt i alt en rigtig stærk dansk 2. periode, hvor man til tider dominerede og hvor man takket være stærkt fysisk spil, også havde overtaget i nærkampene.

Norge lagde stærkt ud i tredje periode, hvor danskerne ikke fik mange sekunders ro i egen zone. Markeringerne sad tæt og det virkede i det hele taget som om gæsterne havde fundet et gear mere, end hvad man havde set fra dem i anden periode.

Danskerne arbejdede sig dog stødt og roligt ind i kampen igen og man stod efterhånden godt i banen og mødte gæsterne højt oppe på isen.

Den mest oplagte danske scoringschance i tredje periode stod Frederik Storm bag, da han blev tilkendt et straffeslag, efter at være blevet generet bagfra af Norges Sondre Olden. Men desværre for danskerne, så kiksede Storms baghåndsafslutning og forsøget gik bagom mål.

Patrick Galbraith levrede en rigtig flot redning med griberen efter 13 minutters spil, da Dennis Sveum sendte et fladt og hårdt forsøg på mål fra distancen.

Tættere på kom nordmændene ikke. Trods en time out da der resterede 53 sekunder af opgøret, nåede man aldrig at få sat en slutspurt ind. Danmark pressede fortsat Norge højt oppe på banen og Norge kunne dermed først erstatte Volden med en ekstra markspiller, da der var 18 sekunder tilbage af kampen.

Den danske sejr kom i hus efter en stærk kollektiv indsats og det kan derfor være svært at fremhæve enkelte spillere. Men Galbraith leverede en pletfri indsats i målet. Frederik Storm virkede meget veloplagt, mens både Morten og Anders Poulsen arbejdede rigtigt godt for sagen, ikke mindst i de vigtige undertalssituationer.