Stærke Pirates fortsatte sejrstogtet i Odense

Foto: Jan Korsgaard

Odense Bulldogs-Aalborg Pirates 1-4 (1-0,0-2,0-2) Aalborg Pirates havde en fest i weekenden med Final4-sejren og fortsatte i aften sejrstoget i Odense. Med en afklaret, skarp og struktureret indsats sikrede Aalborg sig en stensikker 4-1-sejr på Fyn. Pirates fortsatte fire kæder, sikkert og kort pasningsspil og den styrke i nærkampene, der også kendetegnede Aalborg-mandskabet sidste weekend.

Lige nu synes nordjyderne ubetinget at være Danmarks bedste ishockeyhold. 

Odenses Dale Mitchell måtte en tidlig tur ud i omklædningsrummet efter at være ramt i hovedet af en puck.

Canadieren kom hurtigt ind igen og medvirkede i en kamp, der var intens, tempofyldt og uden særlig mange spilstop i de første 10 minutter. 

Den eminente Aalborg-back Martin Lefebvre slap fri og måtte se Robin Rahm blokere. Den nye mand hos Odense, Ned Lukacevic, høstede bifald, da han sled sig fri med en modspiller på nakken og fik passet flot til Søren Nielsen, der ikke fik afsluttet ordentligt. 

Kort efter kom Christopher Frederiksen fri til skud og ramte Rahms skulder, mens Yannick Vedel syv minutter før pausen sled og slæbte på sin karakteristiske manér og var tæt på at bringe pucken over stregen.

Dejlig ishockeykamp i Ret & Råd Fyn Arena – et navn, der også havde premiere denne aften. 

Det var som om, fynboerne i den grad ville vise hjemmepublikummet, at Metal Final4-miseren sidste weekend var en regulær fejltagelse.

Der var allerede gode takter tirsdag i Esbjerg, og det var ren vildskab og vilje, da Jacob Johnston fem minutter før første pause arbejdede sig ned til kassen og i to forsøg fandt Dale Mitchell, der let kunne gøre det til 1-0. 

I periodens slutning havde Aalborg fem mod tre i et minut og yderligere et minut med en mand i overtal.

Nordjyderne leverede yderst delikat “klap-klap hockey”. Men Christopher Frederiksen skød på stolpen og brændte Aalborgs største chance i overtallet. Odense blev klappet ud til pause for en fin fight og føring. 

Bulldogs nye mand Ned Lukacevic er stor, tung og svær at vriste pucken fra. I begyndelsen af anden periode var han – igen med en Aalborg-mand på ryggen – tæt på at øge Odenses føring. 

I stedet for at skifte ud forsøgte canadieren uden held at backchecke – uden held. Der var tydeligvis fravær af både luft og form, og Lukacevic manglede i Odenses zone, da Julian Jakobsen nemt kunne spille Pierre-Olivier Morin fri. Robin Rahm prisgivet og 1-1. 

Frederik Sørensen og Victor Panelin-Borg leverede en lille nævekamp, der betød Odense-overtal uden succes. 

Derefter tog Aalborg over. Totalt.

Den midterste del af anden periode var ren overlevelse for hjemmeholdet, der blev trykket ned i egen zone af et yderst velspillende Aalborg-mandskab. Robin Rahm blev bombarderet, og Aalborg vandt fire af fem nærkampe i banderne. 

Kun en friløber til Yannick Vedel kunne befri hjemmeholdet nogle sekunder i den hidsige kamp, der steg i intensitet, da Dale Mitchell blev idømt en udvisning for interference langt væk fra pucken. Det var publikum ikke tilfreds med.

Aalborg – og ikke mindst Lefebvre – skød og skød som gale, og i den periode var det ganske vidunderligt at se Robin Rahms rolige klassespil i Bulldogs-målet. Selv de stærkeste tværpasninger klarede Rahm med flotte forflytninger. 

Sebastian Ehlers og Jacob Johnston var tæt på at score på endnu en “befrier” og pludselig vendte udvisningslykken, så Odense fik muligheden for fem mod tre i over et minut. Fynboerne fik ikke fat. 

Jacob Johnston fløj igen. Anføreren var offensivt levende hos Odense i hele kampen og var kort før pausen tæt på at score, da han selv brød igennem hele Pirates-forsvaret. Galansky reddede.

Johnstons næste aktion var et mislykket skud, der satte en Aalborg-kontra i gang. Christopher Frederiksen kom fri, og denne gang kunne Rahm ikke gøre noget ved det velplacerede skud. 1-2 efter 40 minutter.

De pucksikre aalborgensere havde fortsat godt fat i første halvdel af tredje periode – uden dog at være helt så overlegne som i de midterste 20 minutter.

Fynboerne – der i aften havde den tidligere Stanley Cup-vinder Andreas Lilja med i boksen som ekstra coach – ledte efter en åbning i Pirates-defensiven, men havde det svært. 

Manglende arbejdsindsats kunne Bulldogs-spillerne dog ikke klandres for i aften, og Yannick Vedel sled sig endnu engang frem til en halvstor chance, men Galansky i Aalborg-målet havde også en fin aften. 

Små tre minutter før tid dummede Martin Larsen sig ved at tage en udvisning for en charging i offensiv zone, og en sidste Odense-satsning blev til Aalborg-overtal.

“Pistol-Pete” Quenneville stod klar, fik en tværpasning og hamrede pucken direkte op i modsatte hjørne. Et kanonhug og et klassemål. Kampen var afgjort. 

Det blev 4-1 til gæsterne, da Kirill Kabanov fandt et tomt mål fra egen zone med fem sekunder igen.