Stærk weekend af Patrick Russell

Patrick Russell fortsætter sin forrygende sæson i den amerikanske collegeliga, hvor han fortsætter med at hælde point ind for St. Cloud State University. I weekenden var St. Cloud og Russell på besøg hos Western Michigan University i Kalamazoo, hvor det blev til to stensikre sejre.

Natten mellem fredag og lørdag dansk tid blev til 5-2 i St. Clouds favør, mens det i nat blev en endnu større triumf, eftersom Russells mandskab vandt med hele 11-1.

I den første kamp noterede Patrick Russell et mål og en assist og +2 i plus/minus-statistikken, og i storsejren i nat blev det til to mål, en assist og +2.

Det betyder, at danskeren med sine seks mål og seks assister, 12 point i alt, nu er etter på topscorerlisten for St. Cloud State Huskies.

Huskies har vundet otte af 10 kampe i sæsonen, og er ubesejret (4-0) i egen conference. Samtidig er holdet for øjeblikket i top 10 på den nationale amerikanske collegeranking.