Stærk start grundlagde Blue Fox-sejr

Herning Blue Fox – Rungsted Ishockey: 3-1 (2-0, 0-1, 1-0)

De implicerede U20 spillere modtog en fortjent hyldest inden kampen mellem Herning og Rungsted, og Simon Nielsen blev ligeledes hædret for sin indsats i december måned.

Hjemmeholdet startede som lyn og torden, og et forsøg fra Steffen Frank blev startskuddet til en regulær drømmestart for rævene. Første gang Blue Fox fik etableret sig i gæsternes zone sendte Thomas Andersen pucken i mål, da Sebastian Feuks udsyn var blokeret af både Drew Schiestel og Joachim Linnet.

Hvor Steffen Frank lige manglede de sidste marginaler ved kampens første afslutning skortede det til gengæld ikke på heldet, da Blue Fox gjorde det til 2-0. Pucken blev forsøgt clearet af Nicolai Weichel, men tog et uheldigt udspring fra endebanden og dermed kunne den lange forward score karrierens vel nok letteste mål.

Gæsterne var på ingen måder spillet under isen, men Blue Fox var flere gange tæt på at udbygge føringen i de efterfølgende minutter. Først ved Mathias Mølgaard som afsluttede en to mod en situation, dernæst ved Elias Granath og endelig ved Steffen Frank som sendte pucken snert forbi den fjerneste stolpe.

Periodens første udvisning tilfaldt hjemmeholdet, og det var tæt på at blive en kostelig affære for rævene af flere omgange. Nikolaj Rosenthal med en first-timer som ligeledes peb forbi stolpen, og overliggeren måtte komme Mathias Andersen til undsætning på en hammer fra Drew Schiestel.

Gæsterne arbejdede sig stille og roligt ind i kampen, men periodens bedste tilhørte hjemmeholdet og Steffen Frank. Den lange forward skar uimodståeligt ind foran mål og fik afsluttet, men trods powerplay og en stor chance til Kyle Essery endte perioden med de to tidlige scoringer.

Kasper Degn mistede en tand efter en høj stok, men den lille tekniker stillede selvfølgelig til start fra 2. periodes start. U20 drengene fra Rungsted var tæt på reducering da Røndbjerg fandt en helt fri William Boysen, som dog akkurat ikke fik ram på pucken.

Mens den første periode var med hjemmeholdet som den toneangivende aktør udviklede den midterste periode sig mere lige. En udvisning til hjemmeholdets kaptajn gav de hvidklædte spillere muligheden for at reducere, men Mathias Andersen diskede op med flere fremragende redninger.

Gæsterne lugtede blod, da den lille Daniel Nielsen kort efter tog endnu en udvisning og det var derfor også fortjent at Anders Grønlund kunne klappe pucken mellem benene på Mathias Andersen. 2-1 på måltavlen og helt lige på Kvik Hockey Arena.

Intensiteten steg en tak opad i de midterste 20 minutter, og særligt gæsterne bød rævene op til dans. Begge hold havde hårdt brug for de tre point og det lovede dermed godt for den potentielt sidste periode.

Nordsjællænderne skulle selvsagt ud og jagte en udligning, og det gav plads den anden vej. Joachim Linnet drønede ned mod Feuk, men han overplacerede sit skud. Kort efter sendte Tobias Kisum pucken på mål, og Andersen var ikke bevidst om at pucken trillede videre mod mål og ramte stolpen.

Rævene kæmpede for at finde fodfæste, og den mission lykkedes for Mario Simionis tropper. Blue Fox var igen det mest toneangivende hold på isen, og lignede holdet med mest tilbage i tanken. Det lignede da også en afgørelse på kampen, da Patrick Madsen leverede et sjældent mål da han stak med frem og sendte pucken i mål fra en spids vinkel.

Opgaven blev ikke mindre svær af at gæsterne skulle præstere et comeback uden topscoreren Ossi Saarinen. Den stærke finne udgik efter en knaldhård tackling fra Jerred Smithson sidst i anden periode, og det lignede sidste udkald for Rungsted da Kyle Essery måtte skøjte i straffeboksen.

Chancen løb dog ud i sandet, og det samme gjorde tiden. Dermed fik hjemmeholdet sat tre vigtige point på kontoen og en resultatmæssig god optakt til Continental Cuppens sidste spillerunde. Spillemæssigt gav kampen dog også beviser på, at defensiven skal forbedres hvis rævene skal stryge til tops i Frankrig.