Staal: Herlevs visioner tiltaler mig

Sidst Kim Staal havde Herlev Eagles trøjen påŒ var i sæsonen 12/13. Foto: Jan Korsgaard

– Det føles rigtig godt at være tilbage i Herlev, siger Kim Staal over en telefonforbindelse fra Japan.

Legendariske Staal er for øjeblikket i gang med slutspillet i sin japanske klub Tohoku Freeblades, hvor en semifinale venter i den kommende weekend.

Staal og co. skal en tur til Korea for at møde Anyang Halla, den suveræne grundspilsvinder, men lige her i begyndelsen af ugen var det altså skiftet til Herlev, der fyldte.

– Jeg glæder mig over de visioner og den kurs med udvikling, der nu er blevet udstukket i Herlev. Klubben går i en anden retning nu. Tager det lange, seje træk og en kurs, hvor målet er at udvikle spillere. Hånden på hjertet, så har det jo ikke været Herlevs styrke tidligere, siger Kim Staal.

– Jeg har aldrig lagt skjul på, at Herlev er min hjerteklub, så skulle jeg med i et udviklingsprojekt, så kunne det ikke være andre steder end her i klubben. Det var ikke nødvendighed for mig at vende hjem, men de visioner jeg blev præsenteret for, blandt andet med det nye hockeygymnasium, tiltalte mig.

– Der bliver talt kultur og identitet, og det lyder rigtig godt, siger det fra forwarden, der også var med, da Herlev nu for fem sæsoner siden lancerede sit nye ligaprojekt.

Siden dengang har Herlev endnu ikke vundet en slutspilskamp, og i de seneste to sæsoner har klubben været helt ude af slutspillet. Nu sadler Eagles altså helt om.

– Jeg ser Herlev som en by i fremgang, og det er altså nu eller aldrig, hvis ishockeyen skal med for alvor. Jeg håber, at de nye tanker og det arbejde, vi lægger i, kommer til at bære frugt, siger Kim Staal.

Han fylder netop i dag 38 år, og han er udmærket klar over, at han på et ungt Herlev-hold skal spille sammen med mange unge spillere og formentlig heller ikke være på et tophold – nu hvor der er tale om et udviklingsprojekt.

– Nej, jeg skal nok ikke spille powerplay sammen med ligaens tre-fire bedste spillere, så skiftet vil selvfølgelig også have nogle konsekvenser for mig personligt.

– Men jeg glæder mig enormt til stadig at kunne fokusere på ishockeyen, finde perspektiverne i de små sejre, og hjælpe de unge spillere på vej, selv om jeg ikke skal være fjerdetræner. Jeg skal spille ishockey og min beslutning om at skifte til Herlev er velovervejet og gennemtænkt, siger Kim Staal til FACEOFF.

Og så har Kim Staal naturligvis også en aktie i Herlevs nye coach, JP MacCallum, der har været Kim Staals træner i Japan i de seneste to sæsoner.

– Jeg vil kalde ham ærlig og retrygget. Han tror på sit koncept, og han kan give os den retning, vi har brug for. Samtidig står han for hårdt arbejde, han er velforberedt og er meget opsat på at spillerne er i ordentlig fysisk form. Han stiller krav og han udfordrer sine spillere. Uanset om de er unge og gamle. For mig har det også været vigtigt, at der kommer en træner, som starter helt forfra og går hundrede procent ind i sin trænergerning, siger Kim Staal.

JP MacCallum kommer til Herlev i april og bliver i byen i nogle uger for at lære sin nye trup at kende. Men først gælder det kampene om mesterskabet i Asia League, som altså bliver afgjort i de kommende uger.