Spiro, Lindhøj og Zorko til Gentofte Stars

Gentofte Stars har netop her til aften udsendt en pressemeddelelse, der sender tre ganske interessante spillere til klubben. Nikolaj Zorko kommer til fra Rødovre, Christoffer Lindhøj kommer ind fra Herlev og så skal sidste sæsons suverænt bedste mand i 1. division, Cam Spiro, forsøge sig hos Karsten Arvidsen.

Spiro lavede flotte 74 point i 34 kampe i landets næstbedste række i fjor.

– Cam Spiro er en teknisk og eksplosiv forward der har bevidst, at han kan lave mål  – hele 52 mål blev det til for Gladsaxe sidste sæson. Spiro kommer fra Boston College, han er topprofessionel og en intelligent og spændende spiller, der holder et højt niveau i sin omgang med pucken og besidder et eksplosivt skøjteløb.På toppen af det, har Cam næse for at lave mål, siger træner Karsten Arvidsen om amerikaneren.

Naturligvis er der også rosende ord til de to andre nye folk i truppen. Zorko er for første gang uden for Rødovre-is.

– Nikolaj Zorko har vindermentalitet, han er ærgerrig og er lige den spiller type vi gerne vil have om bord i Gentofte.

– Zorko og jeg har en vision om, at han for alvor slår igennem i Metal Ligaen og få udnytte af hele den ishockey-værktøjskasse som han besidder. En stor, stærk og meget hårdarbejdende centerforward som vi nu får glæde af i Gentofte Stars, siger Arvidsen.

Christoffer Lindhøj skal bringe fysik ind på holdet, siger Gentofte Stars-træneren.

– Han er superseriøs, elsker at træne, og med de vigtige elementer på plads, glæder jeg mig til sammen med Lindhøj, at videreudvikle hans potentiale, siger Arvidsen.

I forvejen har Gentofte Stars tre udlændinge på kontrakt i form af Jeff Terminesi og de to finske Virtala-brødre. De to nye danskere supplerer en i forvejen ganske ung dansk trup af spillere. Ifølge Eliteprospects.com har Gentofte 10 spillere på kontrakt – og altså de tre nye netop offentliggjorte spillere.