Spillet om Brandon Reid er i gang

Foto: Bluelinemedia.dk

Der er i den grad historier i gang omkring Aalborgs guldtræner Brandon Reid, der i længere tid har været rygtet til den tyske DEL-klub, Krefeld, der i flere sæsoner har kæmpet fra bunden af den bedste tyske række.

Det vil traditionsklubben, der normalt har mange tilskuere og en trofast fanskare, meget gerne have ændret, og det skal ifølge flere lokale medier være Brandon Reid, der skal føre Krefeld opad i tabellen.

Seneste medie, der har meldt sig på banen, er “Mein Krefeld”, der mener at vide, at det kun er et spørgsmål om tid, før canadieren bliver præsenteret Ruhr-området. Både Westdeutsche Zeitung og Rheinische Post har tidligere spekuleret i forbindelsen til Brandon Reid – og en god udenlandsk kilde har også bekræftet overfor Faceoff.dk, at forbindelsen er brandvarm.

Selv har Brandon Reid en ganske forventelig kommentar til affæren ovenpå guldrusen i går:

– Der vil altid være rygter i sport, og især når man har klaret sig godt. Jeg har en kontrakt i Aalborg, og vi er allerede begyndt arbejdet frem imod den kommende sæson, siger Brandon Reid til Nordjyske. 

Mere kategorisk er direktør Thomas Bjuring:-

Hvad angår Brandon, så forholder jeg mig til, at jeg har en kontrakt med ham. Og i den er der ingen klausuler, fastslår direktøren – også overfor Nordjyske.