Spelling afgjorde i overtiden

Foto: Jan Korsgaard

SønderjyskE-Rødovre 3-2 (0-1,2-0,0-1) 1-0 Tirsdag aften sikrede SønderjyskE to vigtige point i topstriden af Grundspillet. Ganske vist satte man et enkelt point til i forhold til White Hawks, men omvendt kunne man med gevinsten i overtiden konstatere, at andenpladsen som minimum er i hus.

Kampen bar præg af flere små episoder spillerne igennem, og snakken gik på tilskuerpladserne, at hvis ikke dommerne fik sat bremsen i, kunne det godt ende i slagsmål. Den forudsigelse skulle vise sig at holde stik.

Men inden det kom så vidt, så havde Rødovre i første periode sikret sig en tidlig føring. Under en afventende udvisning til Mads Lund, sendte Jannik Karvinen pucken mod mål og Jere Pulli snittede den ind til stor jubel for gæsterne.

Spillemæssigt stod der SønderjyskE på langt det meste. Cory Quirk var umanerligt tæt på at overliste Frederik Jakobsen med et lumsk skud, mens fjerdekædens Martin Eskildsen fik en dobbelt chance godt midtvejs i perioden. En fræk baghånd strøg dog lige over Jakobsens mål.

Udeholdet havde enkelte fremstød, men brugte fortrinsvis kræfterne på at pakke sig ned og satse på hurtige omstillinger.

Kort før pausen testede Daniel Galbraith gæsternes bagerste række, men blev den lille i duellen med Jakobsen.

Anden periode bød på første udvisning til Rødovre. Den chance greb værterne prompte. Cory Quirk behøvede blot tretten sekunder for at bringe balance på måltavlen.

Kort efter var Karvinen tæt på i modsatte ende, men ellers stod der fortsat mest SønderjyskE på begivenhederne.

Som logisk konsekvens heraf kom føringsmålet til hjemmeholdet knapt midtvejs i perioden.

Anders Overmark lagde pucken på mål og her styrede Mark Lee den fikst forbi Frederik Jakobsen.

Med godt fem minutter til pausen tog dramatikken så over. Mads Carlsen gik alt for voldsomt i ryggen på Thomas Spelling. Det fik Cory Quirk op på stikkerne og i løbet af få sekunder var der flere små slagsmål i gang.

Det endte med hele tre badebilletter til hvert hold.  For hjemmeholdet betød det tidlig fyraften for Tyler Gotto, Michael Eskesen samt Cory Quirk, mens gæsterne måtte vinke farvel til Mads Carlsen, Nicklas Carlsen og Mark Mieritz.

Som følge af de mange udvisninger blev den resterende del af perioden ganske rodet, da der var nye kædeformationer på begge hold. Derfor forblev de store målchancer en mangelvare.

Henrik Nielsen blev forfremmet til de første tre kæder, da Quirk røg i bad før tid. Men den store forward greb ikke just chancen. I stedet tog han en udvisning i kategorien dumme udvisninger kort inde i trejde periode. I offensiv zone tacklede han voldsomt i ryggen og modtog fortjent to plus ti minutter i skyggen.

I det efterfølgende power play tørrede Mathias Asperup smart Mark Lee på blå linie og trak ind i zonen, hvor han hamrede pucken ind bag Myllykoski.

Den ellers ganske rolig finske keeper appellerede dog voldsomt for en interference, men dommerne mente ikke, han havde en sag og udligningen stod ved magt.

Minuttet efter var Spelling tæt på atter at sende sønderjyderne på sejrskurs, hans afslutning ramte dog Jakobsens hjelm og gæsterne slap med skrækken.

Resten af perioden pressede de lyseblå på for sejrsmålet, men ind ville pucken ikke, til trods for et par fine tilbud.

Bare halvandet minut før tid, var Darcy Zajac millimeter fra matchvinder rollen, da han styrede pucken lige forbi fjerneste stolpe, men der måtte i stedet fem minutters overtid til for at finde en vinder.

Spillet bølgede frem og tilbage, men med et lille minut tilbage på klokken indkasserede finske Pulli en udvisning. En udvisning den kompromisløse back havde lænet sig op af flere gange i kampen.

Atter engang var der kontant afstraffelse fra hjemmeholdets hånd i overtalsspillet. Ti sekunders power play var alt det tog, før Thomas Spelling havde sendt bonuspointet ind på den sønderjyske konto.

Sejren kunne der ikke indvendes noget imod. Set over de næsten 65 minutters hockey var hjemmeholdet bedst og fortsatte den nylige sejrs stime.

Hovedaktøren hos det vindende hold var den evigt arbejdssomme Mark Lee, men også plusser til blandt andre Thomas Spelling.

Gæsternes bedste mand var Jannik Karvinen og så skal der lyde ros til Frederik Jakobsen, der stod en fin kamp for Tyrene.

Om det bliver de samme to hold, der krydser klinger, når kvartfinalerne indledes om godt og vel en uges tid i SE Arena? Nok ikke noget helt skævt gæt.