SønderjyskE vandt underholdende affære

Foto: Jan Korsgaard

SønderjyskE-Odense Bulldogs 5-3 (2-1, 3-1, 0-1)

Trods en lynscoring af Andreas Pedersen drog de fynske gæster pointløse hjem fra aftenens besøg i SE Arena. I momenter, ikke mindst i første periode, var gæsternes førstekæde hyperfarlig, men set over hele kampen var der mere snert i værterne, som også viste prøver på stærkt spil i power play.

Kampen havde samlet hele 3012 tilskuere i Vojens. Ganske imponerende.

Bare to et halvt minut skulle der gå, før udeholdet kom på tavlen.

Sløset spil fra hjemmeholdet gav muligheden til en helt fri Andreas Pedersen, og den unge back takkede for det store tilbud ved at smække gummiskiven op i nærmeste hjørne.

Føringen holdt dog kun kort, da Anders Førster optimistisk drev pucken ind i gæsternes zone og kørte på mål. Galansky halvklarede og Mads Lund var hurtig over returen, som han med baghånden køligt lagde i nettet.

Herefter stod der SønderjyskE på det meste. Thomas Spelling og Henrik Nielsen kom til flere gode tilbud, og da Thinnesen måtte til afkøling i to minutter, lynede Mads Lund atter. Denne gang stod overliggeren dog i vejen for den nyudtagne landsholdsspiller.

Med små fem minutter til første pause fik Henrik Nielsen erobret pucken ved egen blå linie. Han førte den kvikt frem over isen, og præcis som to Odense spillere gik i ham, sendte han pucken på tværs til en fremstormende Cory Quirk.

Quirk kiggede kort op og sendte så pucken op i fjerneste krog, utagelig for keeper Galansky.2-1.

De næste minutter vågnede Bulldogs for alvor op til dåd. Flere gange smøg de sig rundt i værternes zone med en sønderjysk spiller halsende bagefter. Daugulis havde en gigantisk chance for at bringe balance i regnskabet, og i samme kategori var den chance, der bød sig til Rasmus Bjerrum efter stærkt forarbejde af evigt arbejdsomme Dale Mitchell.

Begge chancer blev dog forpurret af Joni Myllykoski, der endnu engang viste stor styrke i det sønderjyske mål.

Anden periode bød på kampens detalje allerede efter et par minutters spil. Endnu engang erobrede Henrik Nielsen en puck. Denne gang på offensiv blå, hvorfra han tog et hurtigt træk ind i banen.

Smart spillede han Thomas Spelling fri på fjerneste stolpe, hvor Spelling viste overblik, da han sendte pucken på tværs langs med målet, hvor Quirk gjorde sig til dobbelt målskytte ved at sende skiven i det helt åbne mål.

Hjemmeholdet vadede nærmest i chancer nu. Især Spelling og en særdeles veloplagt Mads Lund var tæt på, men det blev Scott Campbell, der som den næste kunne skrive målscorer på CV´et for denne aften.

Med et sekund tilbage af udvisningen til kaptajn Joakim Nettelbladt, spillede værtene den fynske defensiv helt tynd, og Campbell havde ingen problemer med at sende pucken det sidste stykke over stregen til 4-1.

Fynboerne magter imidlertid også disciplinen overtalsspil. Da Førster blev sendt i straffeboksen, behøvede gæsterne blot tredive sekunder til at bringe ny spænding ind i matchen.

Nettelbladt sendte pucken afsted fra blue line, og inde foran mål blev pucken styret i mål. Dale Mitchell blev annonceret som målscorer, selv om det unægtelig lignede, at det var Sean Wiles, der havde sidste stav på pucken.

Præcis som i det modsatte opgør i Odense, var de to holds powerplay brandvarme iaften. Det satte værterne en tyk streg under, da Mads Lund havde sidste stav på et mønsterangreb godt halvvejs i perioden, og så var der atter tre mål op for gæsterne.

Der var masser af chancer den resterende del af perioden. Dale Mitchell og Ryan McDonough formåede dog ikke at bringe Bulldogs tilbage i kampen, mens Henrik Nielsen i modsatte ende forsømte at lukke kampen definitivt.

Kampens sidste tyve minutter satte hjemmeholdet tempoet en anelse ned. Udeholdet fik derfor naturligt nok mere puckbesiddelse og flere chancer.

Dale Mitchell blev den lille i duellen med Myllykoski, da den iltre canadier slap afsted på en friløber, men kunne nogle minutter efter juble sammen med holdkammeraterne.

I en situation hvor værterne mente, pucken var blokeret, fik Martin Larsen mast pucken over stregen til 3-5-reducering. Trods protester fra SønderjyskE blev målet godkendt og kampen fik ny energi.

I kampens sidste minutter brændte det lidt på foran Myllykoskis mål, men hver gang formåede hjemmeholdets spillere at få en stav eller en skøjte i vejen for de fynske afslutninger.

Derfor kunne ligaens tophold efter tres velspillede og underholdene minutter sætte yderligere tre point ind på kontoen.

Værterne havde deres bedste spillere i Cory Quirk, Tyler Gotto og ikke mindst duoen Henrik Nielsen og Mads Lund. Sidstnævnte gik forrrest med stor fight, stærk back checking og krydrede det hele med to scoringer.

Hos Bulldogs må Gratton have været tilfreds med sin førstekædes offensive takter, og så spillede Joakim Nettelbladt stærkt i en ellers til tider lidt famlende fynsk defensiv.