SønderjyskE vandt for over hårdtarbejdende Stars

Foto: Jan Korsgaard

SønderjyskE-Gentofte Stars 3-1 (1-0,1-1,1-0) SønderjyskE er tilbage på sporet efter to nederlag i weekenden. Set over 60 minutter var det fuldt fortjent, at hjemmeholdet vandt 3-1 over et hårdt kæmpende Gentofte Stars-mandskab foran 2011 tilskuere i SE Arena.

De første 20 minutter var hårde for gæsterne. Havde det ikke været for et brag af en periode af den lille keeper Teemu Seppänen, var kampen afgjort ved første pause.

SønderjyskE pressede hårdt på lige fra første minut, og i enkelt moment i kampens indledende fase lå pucken helt inde på stregen, før den blev raget ud af en gæsteback.

Det lignede et spørgsmål om tid, før SønderjyskE ville bringe sig foran, og åbningsmålet kom efter små otte minutter.

Martin Eskildsen kom med fart ind i zonen og droppassede til Morten Skov, der sendte en puck af sted. Den sneg sig gennem skinnerne på Gentofte-keeperen og ind bag stregen. 1-0 til hjemmeholdet, der måtte tåle en sygemelding fra Cory Quirk kort før kampens start.

Quirk var sammen med Anders Førster og Anders Overmark fraværende hos hjemmeholdet, mens Gentofte igen var uden Luis Blak Olsen, Cody Kunyk og Christopher Nielsen. 

SønderjyskE fortsatte presset og var lige ved at udnytte et megakoks af Matus Rais inde omkring Gentofte-målet. Thomas Spelling forsøgte sig adskillige gange, PJ Fenton var tæt på, men uskarp. Det blev ved 1-0 efter 20 minutter, og det skal nævnes, at Gentofte også var tæt på at stikke et par gange, som minutterne skred frem.

Blandt andet ved den stærkt skøjtende Roberts Jekimovs.

Det lignede en tidlig afgørelse på kampen tre minutter inde i anden periode. SønderjyskE havde powerplay, og Henrik Nielsen fik på en eller anden måde raget en puck ind tæt under mål. Gentofte-boksen appellerede for høj stok, men forgæves.

Kort efter var Seppänen ude med aftenens målmandsdetalje, da han med gribehandsken flæskede et kanonskud fra Tyler Gotto. Herlig detalje.

Unge Nikolaj Carstensen pådrog en lidt klodset udvisning for interference midt i anden periode, og det var startskuddet til, at Gentofte kom langt bedre ind i kampen.

Gæsterne fik sat et godt powerplay op, der blev fløjtet for en afventende udvisning, og Artem Iossafov udnyttede den almindelige forvirring.

Han trak ind i zonen og hamrede pucken op i nettaget bag Myllykoski. Kort efter var Iossafov tæt på igen i powerplay, men Myllykoski reddede.

Gentofte var med inde i kampen igen. Indimellem viste førstekæden med Jekimovs, Linke og Kadura meget fine prøver på hurtige kombinationer, og da anden periode var slut, var kampen helt åben.

Det fortsatte den med at være i tredje. Mads Lund sled sig igennem til et par gode chancer, men i den anden ende var Jeff Terminesi centimeter fra at udligne, da han stødte med helt frem.

En udvisning til Matus Rais – den slovakiske back var ofte med i afgørende sekvenser på både godt og ondt – sendte en byge af skud fra SønderjyskE ned mod Seppänen. Han holdt stand og tog kort efter en friløber fra Søren Dau.

Man skulle næsten tro, at den stærke finne havde forhekset målet under det afsluttende og store SønderjyskE-pres, men godt fire minutter før tid måtte han kapitulere.

Michael Eskesen trak fra blå linje, trafikken var inde foran mål og pucken sneg sig ind i nettet.

Det var afgørelsen på kampen på en dag, hvor sønderjyderne kunne have afgjort kampen i en første periode, hvor især Henrik Nielsen sprudlede i offensiv zone. Den rolle blev senere i kampen overtaget af Mads Lund.

Gentofte sled og slæbte i 60 minutter og som kampen skred frem, stod gæsterne bedre og bedre i banen.

Stærk mental styrke af et hold, som er langt nede på formbarometeret for øjeblikket. I Teemu Seppänen havde Gentofte sin langt stærkeste solist. Stars har tabt de seneste fem kampe rent og slider for øjeblikket.

I den forstand er kampen mod Herlev på fredag helt vital for Karsten Arvidsens mandskab.