Solid udebanehockey og tre point til Hvidovre

Rødovre Mighty Bulls – Hvidovre Fighters 2-4 (2-2, 0-1, 0-1)

Det er ikke let at spille med sørgebind i ishockey, men Rødovre prøvede bedst muligt med sorte tape til minde of Joen Luplau, der tabte kampen til sygdom i fredags. Joen var til det sidste en af moderklubbens trænere og dermed en eksponent for Rødovreånden og de spillere, der kommer fra klubbens talentfabrik i Rødovre.

Kampen mellem de lokale tyre og Hvidovre Fighters blev da også indledt med et minuts grådkvalt stilhed, men herefter kom der gang i løjerne, som altid noget specielt med lokalopgør.

Et halvt minut efter faceoff trak gæsterne en udvisning, men uden et eneste forsøg fra hjemmeholdet til følge.

Farligt var det derimod et par minutter senere, da Hvidovre fik sat et etableret angreb på hjemmeholdets Gasper Kroselj, der kun med de yderste af panseret kunne redde forsøget. Glæden varede dog kort, for efter fem minutter blev tyrene spillet helt blank og Dennis Christjansen kunne åbne ballet mod sin tidligere klub.

Efterfølgende kunne det sagtens være blevet til flere Hvidovremål, men Gasper Kroselj var blevet varm, og i stedet gik det den anden vej. da hjemmeholdet kom afsted i en tre mod en mod Niklas Lundström, der ikke kunne forhindre Rasmus Astrup i 1-1-udligningen.

Trods udligningen var det stadig gæsterne, der regerede på isen og helt fortjent igen bringe sig i front. Det var igen en tidligere Rødovre spiller, Rasmus Simonsen, der køligt satte pucken i krydset.

Hjemmeholdet scorede i sidste sekund af perioden og udlignede dermed gæsternes føring ved Matthias Asperup. Hvidovre mente at scoringen kom efter slutfløjtet, men godkendelsen kom som en befrielse for Rødovre, der formentlig havde mere at tale om i pausen end gæsterne, der havde fortjent bedre. 2-2 efter 20 minutter.

Anden periode startede som første, men denne ang var det Rødovre der trak i nødbremsen og Hvidovre, der ikke fik afsluttet en eneste gang.

Det var dog Hvidovres Victor Cubars, der fik scoret periodens første mål, da han udnyttede en løs puck i slottet til sit første Metal Liga-mål.

Målet så dog ikke ud til at ryste hjemmeholdet, der havde arbejdet sig ind i opgøret, og stod for det meste af spillet uden det kastede noget af sig.

I det hele taget var perioden og spillet domineret af kvikke spilvendinger fra begge mandskaber, men sjældent kastede det oplagte forsøg af sig.

Frem mod anden pause trak gæsterne et par udvisninger, men som ved alle tidligere tilfælde var det ikke en ubetinget fordel, da spillet virkede krampagtigt og stresset.

Tredje periode skulle dog starte med hjemmeholdet i overtal endnu et stort minut, så måske blev pausen benyttet til at lægge en gameplan for begge mandskaber.

Rødovre skiftede keeper fra tredje periodes start, og overtalsspillet var uden effekt. Der manglede i den grad intensitet og engagement i spillet på banen, og hos de 1293 fremmødte til at varme sig ved.

Hvidovre stod sikkert i egen havn og tillod ikke tyrene megen plads i slottet, og kræfterne var tilsyneladende sluppet op for Rødovre, der ikke kunne finde modtræk til at ændre stillingen trods solid overvægt i spil og puckbesiddelse.

Rødovre trak keeperen det sidste minut, og ganske symptomatisk blev det Hvidovres Dennis Christjansen, der med sin anden scoring lukkede og slukkede i tomt bur, og dermed trak alle tre point med hjem til Hvidovre.