Søren Nielsen skifter fra Odense til Frederikshavn

Foto: Jan Korsgaard

Et velbesøgt pressemøde kulminerede velsagtens med præsentationen af Søren Nielsen hos Frederikshavn White Hawks i eftermiddag.

Odense-spilleren var en af de sidste, der blev sorteret fra VM-truppen, og er på sine gode aftener en af de absolut bedste spillere i Metal Ligaen. 

Han præsenteres således af White Hawks.

– På spillersiden har vi fået tilgang af den 22-årige vestjyde Søren Nielsen, der er født og opvokset i Esbjerg. Søren Nielsen kommer til Frederikshavn efter to sæsoner i Odense, hvor han blev noteret for 66 point i 90 kampe. Det er også blevet til to guldhjelme i barndomsklubben Esbjerg, så det er en særdeles spændende center spiller vi får tilført i truppen til den kommende sæson. En hurtig offensiv spiller, der trods sin unge alder allerede har fået sin debut på det danske ishockeylandshold, skriver klubben på sin hjemmeside.

Søren Nielsen lavede 24 point i 40 kampe for Odense i sidste sæson og er en spiller, der får rigtig stor gavn af medspillere af samme kaliber – eller tæt på – som Nielsen selv.