SønderjyskE vandt højdramatisk slag og lever endnu

SønderjyskE-Esbjerg Energy 2-1 (0-0,1-0,1-1) Det var et sønderjysk mandskab med kniven for struben, der fredag aften løb på isen for at reducere i serien mod ærkerivalerne fra Esbjerg.

En udsolgt SE Arena dannede rammen om det, der skulle vise sig at blive et intenst drama. Kampens indledning bød på chancer i begge ender.

En blanding af nervøsitet og intensitet prægede de to hold, der dog også formåede at tilspille sig et par fine muligheder.

Hos hjemmeholdet var det Kim Lykkeskov, der bød først ind og kort efter var det i skøn forening Lee og Spelling, der var tæt på at finde vej til nettet, men i sidste øjeblik fik gæsterne clearet.

Udeholdet havde en stor chance til Lamoureux, men Myllykoski havde fundet storspillet frem og holdt amerikaneren fra fadet. Heller ikke gode forsøg fra Michael Binderup og Mike Dalhuisen fandt vej forbi den finske keeper.

Dermed var det status quo før anden periode.

Esbjerg lagde for med et par skarpe forsøg, men efter godt seks minutters spil tiltrak Dalhuisen sig de 5000 tilskueres opmærksomhed, da han knætacklede Thomas Spelling. Landsholdsforwarden måtte hjælpes i boksen, mens Dalhuisen blev tildelt en badebillet.

Fem minutters overtal skal man sjældent give de forsvarende mestre. Heller ikke idag. Kaptajn Kim Lykkeskov tog sagen i egen hånd, da han tordnede pucken op i krogen som et projektil bag Nicolaj Henriksen.

Og kort efter var pucken atter i mål. Hjemmeholdet jublede, mens dommerduoen kørte ud og kiggede video. Hele tretten minutter tog det at vurdere videobillederne. Normalt siger man, at når der dømt mål, skal der være klart bevis for det modsatte, hvis det skal omstødes. Det tog lang tid at finde det bevis, men fundet blev det, og scoringen annulleret.

Jubel bag SønderjyskEs mål, hvor et udsolgt udebaneafsnit tydeligvis var lettet over ikke at være kommet bagud med to. Videoen skulle dog komme på mere arbejde. Med under et halvt minut tilbage sendte gæsterne en høj puck på mål, og her fik Mario Lamoureux dirigeret gummiskiven i kassen til det, der lignede en udligning.

Efter at have nærstuderet scoringen på video, valgte dommerne dog at annullere scoringen for høj stav.

Sønderjyderne kunne derfor skøjte ind til sidste periode med en smal 1-0-føring. En veloplagt Kim Lykkeskov var tæt på at fordoble føringen allerede i sit første skifte. Henriksen fik dog afværget det nærgående forsøg.

I stedet blev værterne kort efter straffet for at sidde i straffeboksen. Anders Førster afsonede to minutter og prompte slog vestjyderne til. Tyler Gron har fundet storformen, og da Mads Bødker bakkede på den farlige nordamerikaner, svirpede han pucken op i det lange hjørne.

Nu var der for alvor fest blandt gæsternes tilrejsende supporterskare. Kort efter var Aaron Lee tæt på at bringe udeholdet i front. Et sløset pucktab af Daniel Galbraith på blå gav en friløber, men Myllykoski reddede kastanjerne ud af ilden for værterne.

Han kunne istedet sammen med holdkammeraterne fem minutter senere juble over en scoring i modsatte ende.

Tyler Gotto sendte pucken på mål, Henriksen gav en retur, og så slog Spelling til og sendte en baghånd i nettet til gyngende tribuner i Vojens.

Er efterfølgende powerplay gav værterne en gylden chance for at lukke opgøret men heroisk Energy-fight gjorde, at udeholdet klarede frisag. Sønderjyderne kørte med få folk og flere virkede slidte til sidst, hvor Esbjerg pressede voldsomt på. Igen fik en omklædt Anders Overmark ingen skift. Marc Sørensen fik kun begrænset spilletid og fjerdekæden fik nærmest ingen istid.

Derfor var det neglebidende minutter for hjemmepublikummet til slut, da Esbjerg i seks mod fem satte et tungt pres ind. Nixon med en styring og Gron på returen havde begge set deres afslutninger inde, men i bogstaveligste forstand sidste sekund fik Myllykoski med et par fantomredninger sikret sønderjyderne sejren.

Joni Myllykoski var sit holds klart bedste i aften, hvor også Kim Lykkeskov steppede op. Hos Esbjerg var der plusser til den stærke førstekæde, men også Bergman var atter blandt sit holds bedste. Dermed er der nu fornyet spænding i serien, som fortsætter søndag i Esbjerg.

Giver sejren i aften så stort et boost, at det kan kompensere for, at Ceman kører med meget få spillere og dermed slider på sine folk? Eller udnytter Esbjerg chancen for at lukke serien på hjemmebane, sende ærkerivalerne ud i mørket og selv booke finalebilletten? Det ligner et nyt drama på Vestkysten søndag eftermiddag.