SønderjyskE: Truppen er komplet, top fire er ambitionen

Foto: Jan Korsgaard

Med tilgangen af svenske Niclas Edman har SønderjyskE nu kompletteret truppen for den kommende sæson, skriver klubben i den pressemedddelelse, der fulgte med svenskeren til Vojens og omegn.

SønderjyskE ender på syv import, hvoraf kun Joni Myllykoski og Tyler Gotto er “hjemvendere”. De fem resterende imports er alle nye.

– Vi har fået sammensat en spændende trup, der har en god danskerstamme med en blanding af rutine og unge talenter.

– Vi glæder os til den nye sæson, hvor vi skal have et hold spillet sammen med mange nye ansigter og mange unge spillere, hvilket kræver lidt tålmodighed. Når det så er sagt, så er målsætningen at være med i top fire i grundspil, slutspil og pokalturneringen, siger administrerende direktør Klaus B. Rasmussen.

SønderjyskE’s nye ansigter er udover Niclas Edman de fire nordamerikanske forwards, Harrison Reed, Nathan Longpre, Danny Hobbs og Derek Damon.

Desuden har SønderjyskE hentet en række unge spillere op, ligesom der er kommet tre danske spillere ind i form af Rasmus Nielsen (Herning), Nicklas Hansen (Gentofte) og Kristian Jensen (Luleå).

SønderjyskE beskriver selv truppen således:

– Syv spændende udenlandske spillere er krydret med rutinerede, lokale spillere som Kim Lykkeskov og Mads Lund samt en række spændende talenter i alderen 18-20 år. Som bekendt fortsætter landsholdsbobleren Thomas Spelling i lyseblåt, mens den tidligere Herning-back Rasmus Nielsen efter skiftet til SønderjyskE også vil gøre sit for at få flere landskampe på CV’et.

Der er sæsonpremiere 12. og 13. august i SE Arena. Begge dage møder SønderjyskE den finske Liiga-klub Vaasan Sport.