SønderjyskE slog igen i serien i syd

Foto: Jan Korsgaard

SønderjyskE-Esbjerg Energy 4-0 (1-0,1-0,2-0) SønderjyskE er break even i serien mod Esbjerg. Efter en stor fight af hjemmeholdet i en kamp med et hav af udvisninger blev det hele afgjort i slutfasen. Søren Dau og Joni Myllykoski fremstod som de store individualister i den kollektivt skarpe indsats af sønderjyderne. 

Højdramatisk indledning, hvor Sune Hjulmand og Esben Nielsen allerede efter to minutter var tæt på at bryde igennem og score i undertal.

Hjulmand missede lige nøjagtig pasning til Nielsen i en øvrigt en mislykket sønderjysk powerplay-situation.

Og så alligevel ikke. For Søren Dau fik fat i en løs puck, som Myllykoski havde sendt af sted og som Steffen Frank forlængede. Dau strøg forbi to Esbjerg-backer og lagde pucken op i nettet bag Seldrup til 1-0. 

Da SønderjyskE kort efter overlevede en Magnus Leth-udvisning, var stemningen allerede på kogepunktet i en godt fyldt SE Arena. 

Otte minutter fremme i kampen var Jeppe Vinther meget tæt på at snyde Myllykoski med et højt lumsk skud.

Åndenød dermed også blandt de mange Esbjerg-fans i den herlige kulisse i Vojens. 

Sønderjyderne var igen i dag uden Greg Gibson, og Daniel Galbraith var ligeledes skrevet på skadeslisten efter den puck, han fik i hovedet i fredags. 

Lang stillingskrig og et par skift, hvor sønderjyderne havde problemer med at holde kæden med Nixon, Vock, Miller fulgte, inden Derek Damon på oplæg fra Spelling var tæt på at styre pucken i mål.

I samme sekvens fik Justin Crandall Esbjergs tredje udvisning i perioden. 

Men gæsterne havde ingen problemer med at holde det usammenhængende sønderjyske boxplay stangen.

Til gengæld var Søren Dau tæt på at snyde Seldrup, da han stjal pucken fra en tøvende Esbjerg-back kort før pausen.

Det blev ved 1-0 efter 20 minutter.  

Heller ikke Esbjergs powerplay var på nogen måde flyvende, da gæsterne indledte anden periode med næsten fire minutter i overtal.

Energy sad bedre fast i det etablerede overtal end SønderjyskE, men der var for meget broderi og for få skud i vestjydernes fem mod fire-spil.

Esbjerg holdt momentum, og Alexis Loiseau var tæt at skovle en løs puck ind til udligning. 

Ny udvisning. Denne gang til Christian Wejse for slashing efter syv minutter af anden periode. Sune Hjulmand igen tæt på at snyde Coyle og Myllykoski i undertal, men finnen reagerede glimrende. 

SønderjyskE fik denne gang draget kapital af overtallet. Derek Damon gled ind under mål og lagde pucken ind til Patrick Dwyer, der skubbede den i kassen. 2-0 til hjemmeholdet, der også fik chancer i undertal. 

Udvisningerne kom nemlig som perler på en snor.

Martin Eskildsen slap fri i fire mod fem, men Seldrup parerede flot med skinnen. 

Kort efter skød Niklas Andersen langt ude fra og via et par ben ramte pucken stolperoden på SønderjyskE-målet. 

Derefter var der dramatik på dagsordenen i slutningen af anden periode:

Patrick Dwyer så rigtig dårlig ud i benet, da han humpede ud efter godt 35 minutter – tilsyneladende efter at have fået en modstander uheldigt ovenpå sig i en nærkamp ved banden. Det blev hidsigt foran Myllykoski sekunderne efter, hvor SønderjyskE-spillerne ville hævne holdkammeraten og et par Esbjerg-tacklinger, der var lige i overkanten. 

Søren Dau brændte en friløber, Steffen Frank var tæt på at styre en puck ind, og i den anden ende endte to hele kæder i slagsmål foran Joni Myllykoskis bur med Felix Scheel og Frederik Rasmussen som hovedpersoner.

Esbjerg endte i overtal efter hele balladen og røg kort efter i fem mod tre-spil i godt et minut. 

Hjemmeholdets spillere kastede sig ned i alt og alle og overlevede. Og blev klappet ud til pausen. 

Søren Dau var katalysator for meget af SønderjyskE’s farlighed denne eftermiddag og skaffede også et tidliget powerplay i tredje periode.

Det samme gjorde en også godt skøjtende Christian Wejse for Esbjerg, men ingen af holdene fik frygtelig meget flow i overtallet foran 4389 tilskuere, sæsonrekord i Vojens. 

Med 10 minutter igen forcerede Esbjerg kraftigt. Colin Vock skød centimeter forbi, og Myllykoski reddede en hammer fra Jannik Christensen, inden hjemmeholdet trak sig tilbage og gik efter at køre sejren hjem.

Esbjerg fik mulighed for overtal og fem mod fire i slutfasen, men den spolerede Felix Scheel med en dum crosschecking bag SønderjyskE’s mål. Og i stedet for seks mod fire, blev det fem mod fire, da Mathias Seldrup blev taget ud. 

Martin Eskildsen slap fri, Mads Lund scorede i det tomme mål og Rasmus Nielsen satte et trækskud ind bag Seldrup i den absolutte slutfase.

4-0 var lige i overkanten i forhold til kampens forløb, men ingen tvivl om, at SønderjyskE’s sejr var vældig fortjent. Der var lige et lag mere i sønderjyderne i alle spillets facetter denne eftermiddag. Dramaet fortsætter i Esbjerg på fredag.