SønderjyskE henter canadisk center i Norge – Nathan Longpre er navnet

SønderjyskE har hentet den kommende sæsons femte importspiller. Han kommer direkte fra den norske GET-Liga.

Ikke overraskende er det en canadisk importspiller mere, der i den kommende sæson skal forsøge at piske mål ind i SE Arena. Han hedder Nathan Longpre og spillede i sidste sæson i Lørenskog, som tabte finalen mod Stavanger.

Forinden har Longpre noteret sig for 229 kampe i AHL, hvor han dog i de fleste af sine sæsoner ikke spillede det komplette program for Chicago Wolves. I sin sidste sæson i AHL (2014/15), blev Nathan Longpre sendt til ECHL, hvor han afsluttede sæsonen i Kalamazoo Wings, inden han drog til Europa.

Her var Longpre en succes med 49 point i 42 kampe i grundspillet og en sjetteplads i pointligaen. Longpre endte i alt på 57 point i 55 kampe i Norge i fjor, hvilket er et mere end fornuftigt snit.

– Nathan Longpre bliver endnu et offensivt våben, som også samtidigt er en meget solid tovejsspiller. Vi ønsker i den kommende sæson at spille med meget højere tempo, og her vil han hjælpe os med sin store speed i skøjterne, siger SønderjyskE-træner Dan Ceman.

– Han havde et stort år i Norge i sidste sæson, og jeg har fået mange, positive tilbagemeldinger om hans arbejdsmoral og tilgang til tingene.  Sammen med Derek Damon får vi med signingen af Nathan Longpre dermed to, stærke ”imports”, som på centerpositionen vil give os en lang række offensive muligheder, understreger Dan Ceman.

Sønderjyderne har som bekendt intentioner om at lande på syv stykker, som Nordschleswiger.dk kunne fortælle i går via et interview med træner Dan Ceman, som er citeret her.

Det bekræftes af direktør i SønderjyskE, Klaus B. Rasmussen.

– Vi er meget tæt på det endelige hold; men dog er vi fortsat aktive på en back og en angriber.  Vi forventer, at begge disse spillere bliver såkaldte imports således, at vi starter den nye sæson med syv udenlandske spillere. Yderligere vil omkring halvdelen af spillertruppen være et godt mix af lokale Vojens drenge og talenter fra hele landsdelen, siger han.