SønderjyskE: Gotto forlænger sin kontrakt

Foto: Jan Korsgaard

Tyler Gotto er en efterhånden en af de udlændinge, der har været længst i Metal Ligaen, og nu fortsætter den canadiske back sin karriere i SønderjyskE.

Han har skrevet under på en ny kontrakt med klubben, der forlænger hans engagement hos sønderjyderne i endnu en sæson.

Det skriver SønderjyskE i en pressemeddelelse.

– Der er ingen tvivl om, at Tyler Gotto har stor betydning for vores spil. Han er en meget bevægelig og dygtig skøjteløber, som også har rigtig gode offensive kvaliteter. Han er styrmanden i forsvaret, som samtidigt har udviklet sig til at være én af lederne, som de unge kan støtte sig til når det brænder på, siger den adminstrerende direktør Klaus B. Rasmussen.

– Det er vi utroligt glade for, da det netop er de personlige egenskaber, vi skal bruge i forhold til de mange talenter som bobler i – og lige uden for spillertruppen, påpeger Rasmussen.

Tyler Gotto blev i sin tid hentet fra Nordamerika til Odense, hvor han var tæt på at vinde guld med fynboerne i den vilde sæson 2011/12. Derefter blev han hentet til Mora i Sverige, hvor han ramlede ind i NHL-lockouten og dermed mistede sin plads på holdet, inden han igen ramte Danmark – og denne gang Sønderjylland, hvor han har været siden.