SønderjyskE åbnede kampen om førstepladsen

Foto: Jan Korsgaard

Frederikshavn-SønderjyskE 1-3 (0-0,1-1,0-2) (Af Michael Eriksson Kristensen) SønderjyskE tog fra Frederikshavn med alle tre point, da de vandt 3-1 i eftermiddagens topopgør i det nordjyske. God ishockey blev der leveret i en fremragende topkamp, hvor marginalerne faldt ud til gæsternes side med to mål indenfor de sidste små fem minutter.

Der var masser af højdepunkter i en god første periode i eftermiddagens kamp, hvor der hele tiden var målsøgende ishockey fra de to mandskaber. Hjemmeholdet startede ud som lyn og torden, men trods store chancer lykkedes det ikke at passere Myllykoski i det sønderjyske bur. Den største chance tilfaldt Gorm Topholt, men den lille fighter sendte pucken over mål.

Gæsterne havde også deres tilbud, hvor Niclas Edman nær havde sendt pucken i eget mål. Den største chance gik til Thomas Spelling, der var centimeter fra at bringe SønderjyskE i spidsen af kampen.

Vi fik et mål med godt to minutter igen af perioden, men hoveddommer Mike Hicks annullerede scoringen for offside i målfeltet. Ellers en fornem scoring af Mads Larsen, der desværre for vendelboerne ikke blev noteret på måltavlen.

Gæsterne kom bedst ud til anden periode. De lagde et godt tryk på vendelboerne, og satte sig tungt på begivenhederne. Det kastede også eftermiddagens første scoring af sig, da Mads Bødker med et brag sendte pucken ind bag George Sørensen.

Det kunne også være blevet 2-0 til SønderjyskE kort efter, men her misbrugte Morten Skov en kæmpe chance han nok har mareridt over i nat.

Efter det kom høgene meget bedre med, og nu var det deres tur til at sætte sig på kampen. Gæsterne blev i flere omgange trykket i bund, og især den giftige kæde med Vick, Miller og Bau, gjorde som det passede dem når de kom ind i zonen. De fik dog ikke held af det i form af scoringer, men et stolpeskud fra Bau blev det til.

Med godt 12 minutter tilbage af perioden kom udligningen så. Mark Müller sendte pucken mod mål, og her styrede Jacob Dahlström skiven ind bag Myllykoski. Her protesterede Kim Lykkeskov voldsomt over scoringen, da han mente svenskeren styrede pucken ind med høj stok.

Det gode spil fortsatte i tredje periode, hvor intensiteten naturligt nok steg. I en overtalssituation brændte det for alvor på ved sønderjyderne, og her havde Colin Vock flere gode tilbud uden det lykkedes ham at score.

God stemning på lægterne i eftermiddag, hvor der var over 2000 tilskuere i Scanel Hockey Arena. Her i blandt 200 fans fra Vojens, der nød det sidste af deres vinterferie med topopgør i Metal Ligaen.

Og de fik noget at juble over med knap fem minutter igen. I en to mod en situation scorede Scott Campbell til 2-1 føring til gæsterne flot assisteret af Cory Quirk.

En satsning ved at sende en ekstra markspiller ind i stedet for George Sørensen lykkedes ikke for høgene, hvor Kim Lykkeskov sendte pucken i det tomme bur.

Nu er der for alvor spænding i toppen af Metal Ligaen. Kun et point skiller de to mandskaber inden de sidste tre runder.