Sønderjysk arbejdsraseri bag stort comeback

Foto: Jan Korsgaard

SønderjyskE-Aalborg Pirates 4-2 (0-2,2-0,2-0) Det blev en medrivende kamp i SE Arena, der formede sig som nat og dag. Første periode med et sprudlende og tændt Aalborghold, mens de næste fyrre minutter stod i comebackets tegn for SønderjyskE, der fuldendte missionen med Tyler Fiddlers scoring i tomt mål som sidste søm i kisten.

Det så ud til hjemmeholdet var blevet i omklædningsrummet, da første periode startede. Der stod Aalborg på det hele. De havde alt det værterne manglede.

Energi, vilje, fight, præcise pasninger, indstilling og ikke mindst fart. Uden de store problemer spillede gæsterne sig til den ene store chance efter den anden. Hardarson fik første gigant chance og næst efter ham stod Hinse og Højbjerg tvillingerne i kø i det nordjyske bombardement.

Efter godt tre minutter gav det pote.

Et udspillet sønderjysk forsvar kunne se Martin Højbjerg bringe udeholdet i front.

Trykket på værterne fortsatte ufortrødent. Det kunne ligne et godt tidspunkt for coach Ceman at tage en time out, men den kom ikke. Det gjorde til gengæld 0-2-scoringen.

I boxplay fik Daniel Galbraith ikke clearet, da muligheden var der, og det drog gæsterne prompte kapital af. Denne gang var Hinse skarpretteren. Chancerne fortsatte til piraterne, men Myllyskoski leverede godt inde på stregen.

Periodens sidste fem minutter fandt hjemmeholdet lidt af gejsten frem og kom til et par udmærkede afslutninger ved Jace Coyle og Tyler Fiddler, men ind villle pucken ikke. Dermed forblev det ved en to-måls føring til gæsterne efter en første periode i nordjydernes tegn.

Sønderjyderne byggede videre på takterne fra første periode afslutning.

Spillet flød fortsat ikke, men der var mere energi og vilje at spore hos værterne.

Thomas Spelling kom til en lidt tilfældig chance, hvor han firsttimede pucken på kassen, men Galansky fik klaret ærterne for udeholdet.

Hjemmeholdet fik mere og mere mod på tilværelsen, og Anders Førster var næste mand til at være tæt på en reducering.

Den kom minutter senere, da Derek Damon knapt midtvejs i perioden hamrede gummiskiven op i nettaget bag Galansky.

Det gav endnu et boost til værterne, omend Aalborg dog også fortsat kom til deres chancer.

Med små fem minutter til pausen, måtte Julian Jakobsen i skammekrogen.

Søren Dau fik en kæmpechance foræret men fik driblet pucken en gang for meget til at det blev nærgående.

Selvsamme Dau var alligevel manden i centrum kort efter. Han fulgte i skøn forening med Anders Førster op på sin egen retur og flugtet pucken ind til udligning 2-2.

Derfor var det med alle muligheder åbne for begge hold før de næste tyve minutter.

Derek Damon var første mand til at melde sig ind i tredje periode. Hans nærgående forsøg blev dog lige ved og næsten.

En udvisning til Clay Anderson førte en stor chance til Tyler Fiddler med sig, men Galansky fik pareret.

Spillet var afvekslende og præget af stor fight og energiudladninger.

Knapt midtvejs i perioden var Kabanov tæt på, men ellers var det stillingskrigen, der prægede isen.

Næste mål kunne blive afgørende, det lå ligesom i luften.

Og efter godt elleve minutter, faldt den scoring.

En ihærdig og igen yderst velspillende Søren Dau fik via Spelling sat Jace Coyle op til skud.

Amerikaneren,der spillede noget nær sin bedste match hidtil i den lyseblå trøje, klappede til den første gang og Galansky kunne ikke holde skuddet, det smuttede ind til kæmpe jubel blandt hovedparten af de mere end 3000 publikummer. 3-2 til SønderjyskE.

Piraterne kastede nu alt frem.

Og Tobias Ladehoff fik en chance af de store bare minutter senere. Han trykkede af første gang, men Myllykoski hev en formidabel redning frem.

Tiden tikkede langsomt ud. Sønderjyderne var pressede men modsat kampens første tyve mlnutter, ofrede de nu alt for at få point.

Aalborg trak keeperen, men lige lidt hjalp det og i sidste sekund sendte Tyler Fiddler så pucken i det tomme mål til 4-2

SønderjyskE tog dermed den anden sejr i træk, og det er længe siden man har prøvet det.

Jace Coyle, Joni Myllykoski og Søren Dau var blandt hjemmeholdets største aktiver på en aften hvor femten minutters forfærdelig indsats fra værterne blev vendt tll tre point via stor fight og en forvandling af indstillingen.
Aalborg og i særdeleshed holdets førstekæde, lignede et mandskab, der kunne have snøret sækken allerede i første periode, men som lod sig lulle lidt i søvn, og da man prøvede at arbejde sig tilbage i den dominerende rolle, kom man til kort offer et nu langt mere organiseret hjemmehold.