Sidste nyt

Skuffende dansk indsats i SE Arena

Vojens Efterskole

Det var lidet overbevisende, hvad det danske landshold præsenterede og præsterede i aftenens kamp mod Norge i SE Arena. Gæsterne drog af sted fra Vojens med en sejr på 3-0, og det var den fjerde kamp ud af fem testkampe, hvor Danmark gik fra isen uden scoring.

Små 1400 tilskuere så et tandløst dansk mandskab dumme sig et par gange i første periode, hvor først Jørgen Karterud og siden Jonas Holøs satte norske scoringer.

Johannes Johannesen scorede mål nummer tre for gæsterne på et skud, der tilsyneladende ramte Nicholas B. Jensen før pucken passerede George Sørensen.

– Bør man være bekymret over de manglende mål, spurgte TV2’s reporter Peter Regin om efter kampen.

– Det er først, når VM begynder, vi skal toppe og vi har haft chancerne i mange af kampene. Det var kun i den ene kamp mod Finland havde vi ikke chancer, men ellers skaber vi trods alt muligheder. Men det er klart, at vi gerne ville have slået Norge i aften. Vores powerplay var bedre end tidligere i dag, og vi fik flere skud sendt af sted. Til gengæld gav vi de to første mål væk på en sløset defensiv i zone, sagde Peter Regin til TV2.

Han fik i dag fornøjelsen af at spille sammen med Nikolaj Ehlers.

– Jamen, han er lynende hurtig, og man skal lige spænde skøjterne lidt ekstra for at følge ham. Jeg skal for eksempel længere fremad banen for at følge med ham, når vi angriber. Ellers stikker han af, sagde Regin.

 

Returkamp mellem Danmark og Norge lørdag i Saxo Bank Arena i Rungsted.